Putin: Det er muligt at reparere Nord Stream 2-gasrørledning
Der kan stadig sendes gas via den intakte del af Nord Stream 2-gasrørledningen, siger Ruslands præsident.
Opdateret kl. 14:43
Det er muligt at reparere Nord Stream-rørledningerne.
Det siger præsident Vladimir Putin i en tale ved et energiforum onsdag ifølge Reuters.
- Nord Stream-rørledningerne kan repareres, men det giver kun mening, hvis det er økonomisk rentabelt, siger den russiske præsident.
- Gas kan stadig sendes via den intakte del af Nord Stream 2-gasrørledningen, men bolden er nu på EU's banehalvdel. EU må beslutte, om det ønsker eller ikke ønsker gas via rørledningen, siger Putin.
Den russiske præsident siger, at sabotage af Nord Stream var "en international terrorhandling, som gavner USA, Polen og Ukraine."
Tre af Nord Stream gasrørledningerne er beskadiget. Dermed er det kun en Nord Stream 2-gasrørledning, som kan fungere.
Ledere af det russiske Gazprom siger, at det formentligt vil tage over et år at reparere rørledningerne.
Nyhedsbureauet Reuters citerer en Gazprom-kilde for, at Tyskland har lagret gas til kun to eller to og en halv måned.
Putin siger, at Europa selv er skyld i dets energikrise, fordi det har ført en politik, hvor olie- og gasindustrien er blevet udsultet, og han siger, at prislofter kun vil forværre situationen.
De fleste EU-lande ønsker prisloft på gas, men de er uenige om, hvordan det skal gøres.
Situationen på energimarkedet er blevet yderligere vanskelig ved, at Polen har sporet to lækager på den russiske olierørledning Druzhba, som består af to separate olierørledninger.
Putin siger, at Rusland vil udvide geografien for, hvor man vil sælge gas.
Han nævner, at Nord Stream kunne lægges om til Sortehavet, og han nævner Tyrkiet som en vigtig partner ved mulige omlægninger. Han siger også, at Rusland vil opretholde den nuværende olieproduktion og eksport på det nuværende niveau frem til 2025.
Den russiske leder siger, at Rusland ikke har skylden for de skyhøje energipriser i Europa. Han siger samtidig, at vedvarende energi ikke bør politiseres.
Putin tilføjer, at Europa fremmer grøn energi til skade for udvikling af gas- og olieudvikling.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.