Putin erklærer fredsaftaler for det østlige Ukraine for døde

Det er Ukraines skyld, at fredsaftaler for det østlige Ukraine ikke længere kan bruges, mener Vladimir Putin.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, mener, at fredsaftaler døde, lang tid før Ruslands anerkendelse af udbryderrepublikker i det østlige Ukraine. <i>Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix</i>

Ruslands præsident, Vladimir Putin, mener, at fredsaftaler døde, lang tid før Ruslands anerkendelse af udbryderrepublikker i det østlige Ukraine. Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Minsk-aftalerne eksisterer ikke længere. Sådan lyder den kontante melding fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag på et pressemøde.

Aftalerne er fra 2014. De blev i sin tid indgået for at sikre ro i Donbass-regionen i det østlige Ukraine.

De selvudråbte republikker Donetsk og Luhansk ligger i Donbass-regionen.

Med i aftalen er Rusland, Ukraine og separatisterne Donetsk og Luhansk.

I Vesten er Rusland blevet anklaget for at bryde aftalerne ved at anerkende de to republikker som uafhængige. Det gjorde Rusland mandag.

Putin afviser dog, at Rusland bærer ansvar i sagen. Han mener, at aftalerne døde, lang tid før Ruslands anerkendelse af de to republikker.

Han mener, at det er Ukraines skyld, at aftalerne ikke længere kan bruges.

Putins udtalelser kommer, efter at Føderationsrådet - det ene kammer i det russiske parlament - har givet præsidenten formel magt til at sende væbnede styrker til det østlige Ukraine.

Ifølge Putin er det hele Donetsk og Luhansk, som Rusland anerkender som uafhængige. Det er imidlertid kun omkring en tredjedel af regionerne, som separatisterne reelt kontrollerer.

De områder, som russerne anerkender, er altså større, end dem separatisterne reelt har kontrol over.

Rusland har siden 2014 støttet separatisterne i områderne. De erklærede sig uafhængige, efter at Ukraine i 2014 begyndte at rykke sig nærmere EU.

Mandag meddelte Putin, at Rusland har indgået en aftale om "venskab og samarbejde" med de to selverklærede republikker.

Tirsdag oplyser han, at Rusland vil sørge for militær støtte til de to områder.

Ifølge Rusland skal styrker i områderne udføre "fredsbevarende opgaver".

USA kalder de russiske bevægelser i det østlige Ukraine for en "begyndende invasion".

Ifølge Nato er den nuværende situation mellem Rusland og Ukraine "den farligste i en generation".

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.