Putin møder Xi og beskylder USA for at skabe vanartet verden

Kinas leder omtaler sit eget land og Rusland som stormagter, der må arbejde sammen. Men nævner ikke Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas leder, Xi Jinping, sidder i hestesko helt til venstre og helt til højre i forbindelse med et topmøde i Usbekistan. Det er deres første møde, efter at Rusland i februar igangsatte invasionen i Ukraine. <i>Sputnik/Reuters</i>

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas leder, Xi Jinping, sidder i hestesko helt til venstre og helt til højre i forbindelse med et topmøde i Usbekistan. Det er deres første møde, efter at Rusland i februar igangsatte invasionen i Ukraine. Sputnik/Reuters

Ruslands præsident, Vladimir Putin, fordømte torsdag på et topmøde med Kinas leder, Xi Jinping, forsøg på at skabe en unipolar verden, og han hylder Kina for dets "afbalancerede" syn på Ukraine.

Det unipolare er en anklage rettet mod USA. Altså at der kun er en supermagt i verden.

Det var Putins første møde med Xi Jinping ansigt til ansigt, siden Rusland invaderede Ukraine i februar.

På topmødet i byen Samarkand i Usbekistan sad de to ledere over for hinanden ved et bord formet som en hestesko. De var flankeret af deres embedsfolk ved det separate møde, mens topmødet i Shanghai Samarbejdsorganisation (SCO) er i gang.

- Forsøg på at skabe en unipolar verden har beklageligvis taget en absolut vanartet form og er fuldstændig uacceptabelt, sagde Putin.

Han videreførte dermed den fortælling, som de menige russere får dagligt gennem de statsdrevne medier: At det er USA og EU's skyld, at der er krig i Ukraine. Og at Rusland har besvaret det med en "særlig militæroperation".

Man må stadig ikke kalde det en krig i Rusland. Det straffes hårdt, hvis nogen gør det.

Kinas leder, Xi Jinping, siger til den russiske præsident at Kina er villig til arbejde sammen med Rusland som to "stormagter". Men han nævner ikke Ukraine i den sammenhæng.

Ved et trilateralt møde, hvor også ledere fra Mongoliet deltog, bød Rusland et udvidet energisamarbejde med Kina velkomment.

Mødet er en del af Xi's første udlandsrejse siden covid-19-pandemiens begyndelse, mens det for Putin er en chance for at understrege, at Rusland ikke står isoleret efter dets invasion af Ukraine.

Rusland har henlagt topmødet til Samarkand, der ligger på den gamle silkevej, som en imødekommende gestus over for Kinas omfattende "Belt and Road-initiativ", der også omtales som den "nye silkevej".

Det går ud på at styrke Kinas økonomiske strategiske muligheder i blandt andet Afrika og Asien. Det er ofte blevet beskyldt for være en skjult "gældsfælde", som skal hjælpe kinesiske selskaber.

SCO-samarbejdet blev indledt i 2001 og omfatter Kina, Indien, Pakistan, Rusland og de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. Det er et politisk og økonomisk samarbejde, som skal rivalisere med Vesten, og Putin synes på topmødet at skubbe på for at få Kinas præsident til at fremstå som en international statsmand.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden