statsoverhoved

Putin tager sanktioner med ro: Vi vil løse alle problemerne

Den russiske præsident indrømmer, at landet mærker sanktioner, men det bekymrer ham åbenbart ikke synderligt.

Rusland vil på "rolig vis" håndtere de problemer, som sanktioner mod landet medfører, siger præsident Putin torsdag.
Rusland vil på "rolig vis" håndtere de problemer, som sanktioner mod landet medfører, siger præsident Putin torsdag. Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:17

Vladimir Putin tager tilsyneladende Vestens mange sanktioner mod Rusland med ro.

Torsdag kalder han sanktionerne for lovstridige. Men Rusland vil på "rolig vis" håndtere de problemer, som de medfører.

Det er meldingen fra den russiske præsident ved et regeringsmøde.

Han indrømmer, at sanktionerne, som er haglet ned over Rusland siden landets invasion af Ukraine, kan mærkes.

- Det er klart, at i sådanne øjeblikke vil folkets efterspørgsel på visse varer altid øges. Men vi har ingen tvivl om, at vi vil løse alle disse problemer, mens vi arbejder på stille og rolig vis.

- Løbende vil folk orientere sig. De vil forstå, at der simpelthen ikke er nogen hændelser, som vi ikke kan løse, siger Vladimir Putin.

Vestlige stormagter som EU, USA og Storbritannien har ad flere omgange indført sanktioner mod Rusland. De første var overvejende økonomiske og ramte blandt andet den russiske elite og politikere.

Senest har både USA og Storbritannien meddelt, at de dropper russisk olie og gas.

Samtidig har EU, som i højere grad er afhængig af russisk gas, oplyst, at man sigter efter at mindske afhængigheden af Rusland betydeligt.

Putin understreger torsdag, at Rusland vil overholde sine kontraktmæssige forpligtelser, når det handler om levering af energi.

Han mener desuden, at Rusland vil komme stærkere ud på den anden side. For sanktionerne vil føre til, at Ruslands mindsker sin afhængighed af andre og bliver bedre til at forsyne sig selv, vurderer Putin.

- Der er nogle spørgsmål, problemer og udfordringer. Men i fortiden har vi klaret dem, og vi vil klare dem nu, siger han.

Rusland har nægtet, at der er tale om en krig eller en invasion af Ukraine. Ifølge Rusland er de russiske styrker i Ukraine som del af en "særlig militæroperation".

Russiske styrker invaderede Ukraine 24. februar efter ordre fra Putin.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden