Putin vil skabe medvind i øst med stor sportsbegivenhed

Vladimir Putin har talt ved topmøde i Usbekistan. Præsidenter fra Iran, Kina og Tyrkiet er blandt deltagerne.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, ønsker, at landene i SCO-samarbejdet udgør en betydelig modvægt til Vesten. <i>Foreign Ministry Of Uzbekistan/Reuters</i>

Den russiske præsident, Vladimir Putin, ønsker, at landene i SCO-samarbejdet udgør en betydelig modvægt til Vesten. Foreign Ministry Of Uzbekistan/Reuters

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fredag foreslået, at en gruppe østlige lande opretter deres egen store sportsbegivenhed.

Det sker under et topmøde i samarbejdet Shanghai Cooperation Organization (SCO) i den usbekiske hovedstad, Samarkand.

- Der er gode muligheder for at intensivere sportssamarbejdet med henblik på at afholde store sportsbegivenheder i SCO.

- For at kunne gøre det skal vi begynde at overveje af lave et fælles sportsforbund i vores samarbejde, siger den russiske præsident fredag.

Vesten har i vid udstrækning vendt ryggen til Putin på grund af krigen i Ukraine. I fredagens tale siger præsidenten, at landene i SCO skal være en væsentlig global modvægt til den USA-ledede Vest.

- Det bliver mere og mere tydeligt, at nye magtcentraler, der samarbejder med hinanden, har fået en større rolle, siger Putin om SCO-gruppen.

- Vi er åbne for at samarbejde med hele verden, tilføjer han.

De ni medlemslande i SCO er Indien, Iran, Kasakhstan, Kina, Kirgisistan, Pakistan, Rusland, Tadsjikistan og Usbekistan.

Derudover har SCO en række samarbejdspartnere. Blandt dem er Tyrkiet.

Ved topmødet i Samarkand skal Putin mødes med blandt andre Kinas præsident, Xi Jinping, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Han skal desuden mødes med Irans præsident, Ebrahim Raisi, for første gang.

En af Putins tætte allierede, den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, har fredag også talt ved topmødet.

Han lufter også idéen om en ny sportsbegivenhed:

- Vi foreslår muligheden for at afholde omfattende sportskonkurrencer inden for SCO-samarbejdet. En sommerudgave i 2024 og en vinterudgave i 2026.

Datoerne falder sammen med OL i 2024 og vinter-OL i 2026. De afholdes begge i det vestlige Europa - i henholdsvis Paris og i Milano og Cortina.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden