Verden

R. Kelly indlagt efter overdosis i fængsel

Musikeren R. Kelly, der afsoner en fængselsdom på 30 år, tog i sidste uge en overdosis, skriver USA Today.

Musikeren R. Kelly i 2019. Han afsoner en dom på 30 års fængsel.
Musikeren R. Kelly i 2019. Han afsoner en dom på 30 års fængsel. Antonio Perez/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:43

Den amerikanske musiker Robert Sylvester Kelly, der er kendt under kunstnernavnet R. Kelly, blev i sidste uge indlagt på et hospital efter en overdosis.

Det skriver det amerikanske medie USA Today.

Musikeren afsoner en dom på 30 års fængsel for afpresning og menneskehandel.

Ifølge Kellys advokater tog han en overdosis medicin, som han havde fået fra ansatte i fængslet.

Advokaterne oplyser desuden ifølge mediet, at Kelly frygter at blive dræbt i fængslet, og at han derfor er i fare der.

Han var indlagt i to dage, skriver USA Today.

Fængslet har endnu ikke kommenteret hændelsen.

57-årige Kelly blev i 2021 dømt for, at han i årtier stod i spidsen for et netværk, der gennemførte menneskehandel med seksuelt motiv.

Året efter modtog han straffen, der lød på 30 års fængsel.

I sagen mod ham konkluderede nævningetinget, at R. Kelly i løbet af sin 25 år lange karriere udnyttede sin rigdom og berømmelse til at lokke mindreårige piger såvel som drenge og kvinder til sex.

R. Kelly var i årevis en succesfuld musiker. Han modtog i 1998 en Grammy for sangen "I Believe I Can Fly", der også var med i filmen "Space Jam".

I 2023 fik han lagt et års fængsel oveni straffen for blandt andet at have lokket mindreårige til sex.

I oktober 2024 blev han af sin datter anklaget for at have begået et seksuelt overgreb på hende.

Det skete i en dokumentar ved navn "R. Kelly's Karma: A Daughter's Journey", som har datteren som omdrejningspunkt.

Det skrev flere amerikanske medier.

Datterens rigtige navn er JoAnn Kelly, men hun kalder sig i dag for Buku Abi og har brudt relationen til sin fængslede far.

- Jeg var for bange til at sige det til nogen, sagde datteren i dokumentaren.

Kellys advokater har afvist anklagen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden