Rapport: Dårlig håndtering af corona har kostet millioner af liv

Over 200 forskere slår i corona-rapport fast, at manglende internationalt samarbejde har kostet liv.

Fejl i håndteringen af corona har ifølge rapport resulteret i millioner af undgåelige dødsfald. (Arkivfoto). <i>Rick Bowmer/Ritzau Scanpix</i>

Fejl i håndteringen af corona har ifølge rapport resulteret i millioner af undgåelige dødsfald. (Arkivfoto). Rick Bowmer/Ritzau Scanpix

Håndteringen af coronapandemien har været for langsom, for dårlig og for lidt solidarisk.

Det slår over 200 forskere og eksperter fast i en rapport fra Lancet Covid-19 Kommisionen. Det skriver Videnskab.dk.

Kommissionen har fulgt pandemien og håndteringen af den tæt siden juli 2020.

Eksperterne kritiserer i særdeleshed det manglende internationale samarbejde, som de har konstateret under pandemien.

Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet og videnskabelig direktør i Novo Nordisk Fonden, har læst rapporten.

Ifølge ham slår den fast, at et større internationalt samarbejde på sundhedsfronten er nødvendig.

- Rapporten understreger, at der ikke er noget land, der er sikker i forhold til at kunne bremse en pandemi eller reducere dens konsekvenser.

- Det er noget, vi skal gøre globalt koordineret. Vi skal gå ind og støtte de svage landes sundhedssystemer. Både for at beskytte os selv og for at beskytte de landes befolkninger, siger han.

Kritikken i rapporten går også på, at de fleste nationale regeringer og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) var uforberedte og for langsomme til at erklære virussen som en sundhedskrise.

De var samtidig for langsomme til at koordinere tiltag som masker, teststrategier og dataindsamling, fremgår det.

Fejlene har ifølge rapporten "resulteret i millioner af undgåelige dødsfald".

Rapporten nævner ikke konkret, hvilke lande, der har håndteret pandemien enten dårligt eller godt.

Ifølge Flemming Konradsen har den danske håndtering dog været i den bedre ende.

- Når man læser rapporten, kan man bestemt tænke, at rigtigt mange af de kritikpunkter og udfordringer, der er lagt frem i rapporten, har Danmark heldigvis håndteret rigtig godt, siger han.

Han forklarer dog også, at der også i Danmark er plads til forbedringer.

- At sikre sårbare grupper, som vi kunne gøre endnu mere for at beskytte.

- Også hvor væsentligt det er at kunne kommunikere effektivt til sine borgere. Inklusiv nogle, som kan være svære at nå, fordi de måske er marginaliserede sprogligt eller kulturelt, siger han.

For at polstre verden bedre til en fremtidige epidemier foreslår kommissionen blandt andet at styrke WHO og involvere organisationen mere i statslige beslutningsprocesser.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.