Rapport: Over 100.000 fiskere dør årligt af deres arbejde

Børnearbejde, klimaforandringer og fattigdom er blandt årsagerne til dødsfald blandt fiskere, viser rapport.

En af de farligste fiskeriindustrier i verden er i Myanmar. Mænd sejler fra små tømmerflåder op til 100 kilometer ud på havet for at fange fisk og rejer. Ofte er de væk fra land i flere måneder ad gangen. (Arkivfoto). <i>Esther Htusan/Ritzau Scanpix</i>

En af de farligste fiskeriindustrier i verden er i Myanmar. Mænd sejler fra små tømmerflåder op til 100 kilometer ud på havet for at fange fisk og rejer. Ofte er de væk fra land i flere måneder ad gangen. (Arkivfoto). Esther Htusan/Ritzau Scanpix

På verdensplan sker der årligt over 100.000 dødsfald relateret til fiskeriindustrien.

Det viser en rapport fra den newzealandske interesseorganisation Fish Safety Foundation (FSF). Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rapporten påpeger, at de 100.000 årlige dødsfald er betydeligt underestimeret, fordi fiskeribedrifter enkelte steder i verden undlader at indberette dødsfaldene.

Børnearbejde, overfiskeri, klimaforandringer, væbnede konflikter og fattigdom er ifølge rapporten blandt årsagerne til dødsfaldene.

For tre milliarder mennesker er fiskeriet ifølge rapporten levebrød.

Derfor opfordrer projektdirektør for Pew Internationals fiskeriprojekt Peter Horn til, at der gribes politisk ind for at sikre fiskernes sikkerhed.

- Der er hårdt brug for, at der laves flere politiske tiltag, hvis fiskernes sikkerhed skal øges. Deriblandt er det vigtigt at øge bevidstheden om årsagerne til dødsfaldene, siger han i en udtalelse ifølge AP.

Pew International er en uafhængig organisation, der arbejder med at informere offentligheden om problematikker og tendenser i verden.

I flere af verdens lande kommer livet i fiskeriindustrien med en risiko.

Et af landene er Myanmar. Her sejler tusindvis af mænd i mindre hold ud på små tømmerflåder for at fange fisk og rejer.

Tømmerflåderne opholder sig i perioder op til 100 kilometer fra kystlinjen. Ofte ser fiskerne ikke land i flere måneder.

Forsyningsbåde står løbende for at aflevere mad og vand til fiskerne, men det er ikke altid, at bådene når forbi i tide. Dermed risikerer fiskerne at dø af mangelsygdomme og vandmangel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.