regering og Folketing

Regeringen overvejer yderligere militært bidrag i Ukraine-krise

EU-landene ventes torsdag at udtrykke støtte til Ukraine. Danmark overvejer yderligere militært bidrag.

Regeringen overvejer, om der skal gøres mere i forhold til at bidrage militært for at imødegå truslen fra Rusland mod Ukraine.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) før uformelt møde mellem EU-lederne i Bruxelles.

- Danmark har allerede sendt en fregat og kampfly. Derudover har forsvarschefen valgt at opgradere det danske beredskab med regeringens fulde opbakning. Og som vi sagde i den sammenhæng, så kigger vi løbende på, om der er brug for yderligere. Det er vi i gang med nu, siger Mette Frederiksen.

Hun svarer ikke på, om der allerede er kommet en henvendelse fra Nato, men fastslår, at regeringen er i tæt kontakt med Nato og allierede lande.

Udmeldingen kommer forud for, at statsministeren torsdag deltager i et uformelt EU-møde om Ukraine. Mødet er kommet i stand i forbindelse med, at de 27 EU-landes ledere torsdag er samlet i Bruxelles, hvor de skal deltage i et topmøde med Den Afrikanske Union.

Det sker på et tidspunkt, hvor det hvirvler med modstridende oplysninger om Ruslands intentioner over for Ukraine.

Det russiske forsvarsministerium har de seneste dage frigivet videoer, der angiveligt visser russiske tanks og soldater, der bliver trukket tilbage fra grænsen. Men den udlægning afviser Nato.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde onsdag, at Rusland tværtimod har fortsat oprustningen.

Det er blandt andre Danmark, Sverige og de baltiske lande, der har ønsket at holde det uformelle møde for at få bedre indblik i den dialog, som Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har ført med Putin i de seneste uger.

Målet med mødet er at give EU-lederne en dybere fælles forståelse af Ruslands mulige intentioner i Ukraine. Samtidig vil EU-landene formentlig igen bruge mødet til at understrege, at de står samlet om den fælles linje.

Det vil sige fuld opbakning til Ukraine og trusler om omfattende sanktioner mod Putin, hvis han invaderer Ukraine.

EU-landene kommer dog ikke til at fremlægge de præcise sanktioner mod Rusland, og hvad der skal til for at udløse dem efter mødet i Bruxelles torsdag, siger Mette Frederiksen.

- Vi skal diskutere sanktioner og den videre færd i forhold til et stadig mere aggressivt Rusland, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden