Verden

Rekordmange bestiger Everest fra Nepal-siden på en dag

Bjergbestigere i hobetal befinder sig på Mount Everest, hvor der onsdag ifølge myndigheder blev slået rekord.

Det er travle dage på Mount Everest, hvor bjergbestigere mandag ses stå i kø. Nogle dage senere er der blevet slået rekord for bestigninger fra Nepal-siden.
Det er travle dage på Mount Everest, hvor bjergbestigere mandag ses stå i kø. Nogle dage senere er der blevet slået rekord for bestigninger fra Nepal-siden. Purnima Shrestha/Reuters

Opdateret kl. 20:04

Omkring 275 mennesker har besteget verdens højeste bjerg, Mount Everest, fra Nepal-siden på en enkelt dag, hvilket er rekord.

Det bekræfter myndigheder i Nepal torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, mens billeder af bjergbestigere i kø på ny har skabt debat om forholdene på det 8849 meter høje bjerg.

Everest kan bestiges fra både den sydlige side i Nepal eller den nordlige side i Tibet.

Men de kinesiske myndigheder har lukket Tibet-ruten i år.

Det er Nepals turismemyndigheder, der estimerer antallet af bestigninger til 275 onsdag.

De anerkender dog, at der har været et højere antal bestigninger fra begge sider på en dag.

Ifølge Guinness World Records var det højeste antal 23. maj 2019, hvor 354 besteg bjerget fra både Nepal- og Tibet-siden.

Nepal har i år udstedt et rekordhøjt antal tilladelser til at bestige bjerget. Ifølge nyhedsbureauet Reuters drejer det sig om 494 tilladelser, der koster knap 100.000 kroner stykket.

De fleste får hjælp af mindst én guide fra Nepal, og de skal ikke have en sådan tilladelse. Derfor ventes omkring 1000 personer at bestige bjerget i løbet af disse uger, skriver BBC.

Sæsonen for bestigninger af Mount Everest plejer at løbe fra sent i april til slutningen af maj.

Men en stor og potentielt farlig isblok blokerede længe for ruten fra Everest Base Camp til toppen, hvilket i år har gjort sæsonen kortere.

Derfor er der blevet udtrykt bekymring for, om der er for mange på bjerget, hvilket kan bidrage til farlige forhold. Det kan for eksempel give kø i den såkaldte dødszone over 8000 meter, hvor iltmængden er meget lav.

Indtil videre i år har der været meldt om tre dødsfald på Everest, skriver nyhedsbureauet dpa.

Det endelige antal bestigninger onsdag skal fortsat verificeres. Myndighederne ser for eksempel på billeder eller andre former for beviser for en endelig bekræftelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden