Verden

Rektor på universitet siger op efter pres fra Trumps regering

Rektor for University of Virginia stopper. Han vil ikke kæmpe mod regeringen for at blive, forklarer han.

James Ryan har været University of Virginias rektor siden 2018. Han mener, at det er urealistisk, at han kan blive på posten. (Arkivfoto).
James Ryan har været University of Virginias rektor siden 2018. Han mener, at det er urealistisk, at han kan blive på posten. (Arkivfoto). Peter Morgan/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 06:28

Rektor for det amerikanske universitet University of Virginia, James Ryan, sagde fredag op som følge af det pres, han har oplevet fra præsident Donald Trumps administration.

Det fremgår af en udtalelse fra Ryan, skriver nyhedsbureauet Reuters og mediet AP.

- For at gøre en lang historie kort: Jeg er tilbøjelig til at kæmpe for det, jeg tror på, og jeg tror meget på det her universitet, lyder det.

- Men jeg kan ikke alene træffe en beslutning om at kæmpe mod den føderale regering for at redde mit eget job, lyder det.

James Ryan har været universitetets rektor siden 2018. Det står ikke klart, om han fratræder med øjeblikkelig virkning.

Inden meldingen fra Ryan selv skrev avisen New York Times, at USA's justitsministerium havde krævet hans afgang.

En kilde, som udtaler sig til AP på betingelse af anonymitet, siger, at Ryan har mødt kritik for ikke at have fulgt en landsdækkende ordre om at gøre op med det såkaldte DEI - diversitet, lighed og inklusion - i universitetets politik.

Det skal være årsagen til, at justitsministeriet har krævet ham afsat.

Virginias demokratiske senatorer, Tim Kaine og Mark Warner, har i en udtalelse sagt, at det vil skade både universitetet og delstaten, hvis James Ryan stopper på posten.

I udtalelsen fra rektoren lyder det, at det ville fremstå egoistisk, hvis han blev og kæmpede mod regeringen.

- At gøre det ville ikke kun være urealistisk men fremstå egoistisk og selvcentreret over for de hundredvis af ansatte, som ville miste deres job, de forskere, som ville miste deres finansiering, og de hundredvis af studerende, som kan miste deres økonomisk støtte eller visa.

Trumps administration har med flere tiltag forsøgt at bekæmpe DEI-initiativer på landets universiteter. Administrationen mener, at den slags politik fremmer antisemitisme og antiamerikanske ideologier.

Flere universiteter er i den forbindelse blevet mål for efterforskning og har fået indefrosset midler.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden