Valg

Republikansk nederlag i Georgia belaster Trump yderligere

Det blev til en demokratisk sejr ved anden valgrunde i Georgia, hvilket øger deres flertal i Senatet.

Med Raphael Warnocks sejr i Georgia øgede Demokraterne deres flertal i Senatet med 51 pladser mod Republikanernes 49. I forvejen havde Demokraterne flertal, da vicepræsidenten har den afgørende stemme ved stemmelighed. I øjeblikket er det demokraten Kamala Harris.
Med Raphael Warnocks sejr i Georgia øgede Demokraterne deres flertal i Senatet med 51 pladser mod Republikanernes 49. I forvejen havde Demokraterne flertal, da vicepræsidenten har den afgørende stemme ved stemmelighed. I øjeblikket er det demokraten Kamala Harris. Win Mcnamee/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:23

Nederlaget til republikanernes tidligere NFL-stjerne Herschel Walker i Georgia er en ny streg i regningen for Donald Trump.

Sådan lyder det fra Anders Agner, der er USA-analytiker og chefredaktør hos Kongressen.com.

- Nu hvor Republikanerne står med endnu et nederlag, så er det bare mere vand på den mølle, der har kørt i en lille måneds tid siden midtvejsvalget, som retter kritik mod Trump internt i partiet, siger han.

Ved anden valgrunde i Georgia led republikaneren Herschel Walker et nederlag til demokraternes Raphael Warnock. De to kandidater skulle ud i et omvalg, efter at ingen af dem fik over halvdelen af stemmerne i delstaten ved midtvejsvalget 8. november.

Dermed sikrede Demokraterne sig et flertal i Senatet med 51 pladser de næste to år.

- Det er det seneste af flere eksempler på kandidater støttet af Trump, der har tabt valg i svingstaterne, siger Anders Agner.

Af andre eksempler fremhæver han nederlagene ved midtvejsvalget i Pennsylvania, Arizona og Nevada.

Inden omvalget havde Demokraterne allerede sikret sig flertallet i Senatet med 50 pladser. Der er 100 pladser at kæmpe om, men ved stemmelighed har vicepræsidenten den afgørende stemme, hvilket i øjeblikket er demokratiske Kamala Harris.

Alligevel er sejren i Georgia vigtig for Demokraterne og deres flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, mener Anders Agner.

- At Demokraterne nu udvider deres flertal i senatet til 51 pladser, gør både Joe Biden og Chuck Schumers liv lidt nemmere.

- De er ikke længere afhængige af den demokratiske senator fra West Virginia, der hedder Joe Manchin. Han har gjort mange ting ganske besværlige for Demokraterne i de forgangne to år, hvor han har siddet med det afgørende mandat, siger Anders Agner.

Tidligere har Georgia været overvejende republikansk, men ved præsidentvalget i 2020 blev det også til en demokratisk sejr, da Joe Biden vandt delstaten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden