Republikansk senator tæt på genvalg: Hun ville have Trump dømt

Republikaneren Lisa Murkowski er tæt på genvalg i Alaska. Demokratiske stemmer kan sikre hende sejren.

Senator Lisa Murkowski i forgrunden på valgaftenen tirsdag i Alaskas største by, Anchorage. Hun er kendt for at gå egne veje i USA's republikanske parti. <i>Kerry Tasker/Reuters</i>

Senator Lisa Murkowski i forgrunden på valgaftenen tirsdag i Alaskas største by, Anchorage. Hun er kendt for at gå egne veje i USA's republikanske parti. Kerry Tasker/Reuters

Trump-fløjen i Det Republikanske Parti er på vej til endnu et forsmædeligt nederlag ved senatsvalget i USA.

Den foreløbige optælling i delstaten Alaska viser, at senator Lisa Murkowski er snublende nær at blive genvalgt.

Hun var en af de få republikanere i Kongressen, der stemte for at stille tidligere præsident Donald Trump for en rigsret.

Murkowski har ganske vist fået færre stemmer end Kelly Tshibaka, en republikansk modkandidat der støttes af Trump. Men Alaskas valgsystem er til hendes fordel.

Optællingen i Alaska er altid langsommelig efter valg, og det gælder også efter tirsdagens midtvejsvalg i USA.

Lørdag har Tshibaka 44,2 procent, efter at 71 procent af stemmerne er talt op. Murkowski har fået 42,8 procent.

Men der skal nu tælles brevstemmer og såkaldte sekundære stemmer.

I Alaska skal vælgerne ud over deres foretrukne kandidat også sætte kryds på en alternativ kandidat. Det får betydning, hvis ingen får over 50 procent af stemmerne.

I det regnskab ventes Murkowski at vinde stort. Demokraten Patricia Chesbro har foreløbig fået 9,5 procent af stemmerne. Det er meget usandsynligt, at hendes vælgere med deres andenstemme vil pege på Tshibaka.

Tshibaka har draget det foreløbige valgresultat i tvivl ifølge avisen Anchorage Daily News.

- Vores krig er ikke slut endnu, har hun sagt i et interview til Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon. Hun regner med genoptælling og klager til domstolene.

Murkowski har i en række tilfælde stemt sammen med Demokraterne. Hun stemte som eneste republikanske senator imod at gøre Brett Kavanaugh - Trumps foretrukne - til ny højesteretsdommer i 2018.

Hun stemte i begyndelsen af 2021 ja til at stille Donald Trump for en rigsret for magtmisbrug.

Det fik i marts hendes parti til at udtrykke stærk misbilligelse af hendes optræden. Murkowski, der har været senator siden 2002, svarede tilbage:

- Det er min pligt at støtte den forfatning, som jeg har givet løfte om at efterleve, og det vil jeg gøre. Også selv om det betyder, at jeg må gå imod ledelsen i mit parti.

Et endeligt resultat af valget i Alaska ventes tidligst i løbet af næste uge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.