Verden

Revolutionsgarden hævder at have dræbt hundreder af USA's soldater

Den amerikanske centralkommando afviser iranske meldinger om dræbte og sårede amerikanske soldater.

Røg fra en eksplosion stiger lørdag op over et område i Qatar, hvor militærbasen al-Udeid ligger. Basen huser både Qatars eget luftvåben og amerikansk militær.
Røg fra en eksplosion stiger lørdag op over et område i Qatar, hvor militærbasen al-Udeid ligger. Basen huser både Qatars eget luftvåben og amerikansk militær. Mahmud Hams/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:19

En talsmand for Irans Revolutionsgarde siger, at 14 amerikanske militærbaser er blevet angrebet af Iran lørdag.

Angiveligt er hundredvis af amerikanske soldater dræbt i disse angreb.

Meldingen er ikke bekræftet fra anden side.

USA har ikke meldt om dræbte eller sårede soldater på landets baser i regionen.

Den amerikanske centralkommando, Centcom, meddeler i et opslag på X, at der hverken er indløbet rapporter om dødsofre eller meldinger om soldater, der er såret i kamp.

De amerikanske styrker har på succesfuld vis forsvaret sig mod hundredvis af drone- og missilangreb fra iransk side, skriver Centcom videre.

Der er kun sket "minimal" skade på de anlæg, hvor de amerikanske styrker befinder sig.

Den magtfulde Revolutionsgarde meddelte tidligere lørdag, at den "har indledt en ny bølge af missilangreb mod amerikanske baser" i Golf-regionen.

Blandt andet i Dubai og Doha er der meldinger om eksplosioner.

I Dubai er det tilsyneladende et luksushotel, der er blandt de mål, der er ramt af et formodet iransk angreb.

I et brev, som Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, har sendt til FN's Sikkerhedsråd, står der, at Iran betragter alle amerikanske og israelske militærbaser som "legitime militære mål".

- Iran vil fortsat udøve sin ret til selvforsvar på beslutsom vis og uden tøven, indtil aggressionen helt og utvetydigt ophører, lyder det i brevet.

FN's Sikkerhedsråd er hasteindkaldt til et møde lørdag klokken 22 dansk tid for at drøfte USA's og Israels angreb mod Iran.

Angrebene blev indledt natten til lørdag dansk tid.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden