Rushdies overfaldsmand er sigtet for drabsforsøg

Hadi Matar nægter sig skyldig i anklager om overfald og drabsforsøg, meddeler hans advokat i grundlovsforhør.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den formodede gerningsmand bag angrebet på forfatteren Salman Rushdie, Hadi Matar, nægter sig skyldig i anklager om overfald og drabsforsøg.

Det oplyser hans advokat på hans vegne under et grundlovsforhør ved en domstol i delstaten New York lørdag aften dansk tid.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Hadi Matar var også selv til stede i retslokalet. Han var iført en sort og hvid heldragt og en hvid ansigtsmaske. Han havde hænderne i håndjern, skriver AP.

Tidligere lørdag oplyste den lokale anklagemyndighed i Chautauqua i delstaten New York, hvor angrebet skete fredag, hvad sigtelserne mod den 24-årige lyder på.

- Den ansvarlige bag angrebet i går, Hadi Matar, er nu blevet formelt sigtet for drabsforsøg og overfald, skriver anklager Jason Schmidt i en meddelelse.

- Han blev fremstillet for en dommer på de sigtelser i aftes og varetægtsfængslet uden mulighed for løsladelse mod kaution.

Den formodede gerningsmand blev anholdt umiddelbart efter angrebet. Han er 24 år og fra byen Fairview i New Jersey.

Forbundspolitiet FBI har ransaget hans bolig i Fairview.

Anklager Jason Schmidt tilføjer, at politiet i både New York og New Jersey arbejder på at finde ud af, hvordan angrebet blev planlagt og forberedt.

Efterhånden som efterforskningen skrider frem, kan der komme flere sigtelser mod den 24-årige.

Rushdie blev stukket i halsen og overkroppen under et foredrag. Efter flere timer på operationsbordet ligger den britisk-indiske forfatter nu i respirator. Hans tilstand betegnes som alvorlig.

Han kan ikke tale, har lægerne oplyst. Hans agent har meddelt, at nerverne i Rushdies ene arm er beskadiget, at hans lever ligeledes blev ramt, og at han formentlig vil miste et øje.

Det er endnu uklart, hvad motivet bag angrebet var.

Men Salman Rushdie har i årevis haft en fatwa hængende over hovedet efter udgivelsen af bogen "De Sataniske Vers", som mange muslimer fandt stødende og blasfemisk.

Det var Irans præstestyre, der i 1989 udstedte en dødsdom over ham i form af en fatwa.

Siden da har Rushdie tilbragt mange år i skjul og under politibeskyttelse.

Kilder inden for politiet siger til tv-stationen NBC's redaktion i New York, at Hadi Matar har udvist sympati for yderliggående islam og for Irans elitestyrke, Revolutionsgarden.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Bilhandel endte helt skævt - truede med pistolattrap
Luk