Rusland beskyldes for at angribe brændstofdepot på Tjernobyl-værket
Det er et ekstremt modbydeligt angreb, siger Zelenskyj, efter at drone har ramt atomkraftværket Tjernobyl.
Opdateret kl. 11:56
En russisk drone har søndag ramt et depot for anvendt nukleart brændstof på atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine.
Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X.
- En ekstremt kritisk infrastrukturfacilitet - og et ekstremt modbydeligt russisk angreb, skriver Zelenskyj.
Der er ifølge præsidenten dog ikke registreret øget stråling som følge af angrebet på det nedlagte atomkraftværk.
- På nuværende tidspunkt er der ikke nogen målinger, der overstiger niveauet for baggrundsstråling, skriver Zelenskyj.
Ukraine har gentagne gange beskyldt Rusland for at angribe kraftværket, siden Rusland indledte sin fuldskalainvasion i 2022.
Værket var kortvarigt under russisk kontrol i begyndelsen af invasionen, men er i dag under Ukraines kontrol og bevogtes af ukrainske soldater.
Tjernobyl blev ramt den hidtil største atomulykke i verden i april 1986.
Ulykken fandt sted, da ingeniører ville teste nødsystemerne i en af værkets reaktorer under en ellers rutinemæssig nedlukning.
Det var meningen, at reaktorens effekt skulle sænkes for at gennemføre testen under mere sikre forhold. Men flere vitale sikkerhedssystemer blev bevidst frakoblet under eksperimentet.
Det endte i en eksplosion, der ødelagde både reaktor og reaktorbygning og satte grafitten i reaktorkernen i brand.
Dengang var Ukraine en del af Sovjetunionen.
31 brandmænd og arbejdere på kraftværket døde ifølge nyhedsbureauet Reuters umiddelbart efter ulykken. Det skyldtes hovedsageligt akut strålesyge.
Tusindvis er siden døde som følge af strålingsrelaterede sygdomme såsom forskellige kræftsygdomme i området.
Tjernobyl ligger i det nordlige Ukraine tæt på grænsen til Belarus.
Atomkraftværket ligger i en 2600 kvadratkilometer stor eksklusionszone, hvor man ikke må færdes uden særlig tilladelse.
Det skyldes radioaktiv forurening og risikoen for stråling.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.