Verden

Rusland: EU-medlemskab er Ukraines suveræne ret at bestemme

Meldingen kommer samtidig med, at topembedsmænd fra USA og Rusland mødes i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Kremls talsperson Dmitry Peskov fastslår, at Rusland ikke vil diktere, om Ukraine må være medlem af EU. Men Nato-medlemskab er en anden snak. (Arkivfoto).
Kremls talsperson Dmitry Peskov fastslår, at Rusland ikke vil diktere, om Ukraine må være medlem af EU. Men Nato-medlemskab er en anden snak. (Arkivfoto). Gavriil Grigorov/Reuters

Opdateret kl. 11:20

Et medlemskab i EU har Ukraine suveræn ret til at bestemme. Det gælder dog ikke et medlemskab af en militæralliance som Nato.

Det siger Dmitry Peskov, der er talsperson for Kreml, ifølge Reuters.

- Det er op til Ukraine, om landet vil være en del af EU. Men vi har selvfølgelig en helt anden holdning, hvad angår sikkerhedsspørgsmål og militære alliancer, siger Peskov.

- På de to punkter har vi forskellige holdninger, lyder det.

Talspersonen fastslår, at Rusland ikke vil diktere Ukraine med henblik på spørgsmålet om et medlemskab i EU.

Dmitry Peskov siger desuden, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, i udgangspunktet er klar til at gå i dialog med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvis det bliver "nødvendigt".

Meldingerne fra Kreml kommer samtidig med, at topembedsmænd fra USA og Rusland mødes i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Mødet mellem topembedsmænd fra USA og Rusland finder sted i Diriyah-paladset i den saudiarabiske hovedstad.

På billeder fra mødets begyndelse fremgår det, at på den ene side af bordet sad USA's udenrigsminister, Marco Rubio, USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og amerikanernes udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff.

På den anden side sad den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og Jurij Usjakov, der er udenrigspolitisk rådgiver for Ruslands præsident, Vladimir Putin.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden