Rusland flytter reservestyrker tæt på Ukraine

Den britiske efterretningstjeneste siger, at Putin mobiliserer styrker, der forsynes med gammelt udstyr.

Nye rekrutter til Ukraines hær under træning af britiske specialister i Manchester i England. <i>Louis Wood/Ritzau Scanpix</i>

Nye rekrutter til Ukraines hær under træning af britiske specialister i Manchester i England. Louis Wood/Ritzau Scanpix

Rusland flytter reservestyrker nærmere Ukraine for at forberede fremtidige offensiver.

Det skriver det britiske forsvarsministerium på Twitter lørdag med henvisning til britiske efterretningsoplysninger.

Der er ifølge oplysningerne tale om russiske reservestyrker. De er ifølge briterne formentligt udstyret med en del forældet udstyr, der er uegnet til brug ved frontlinjen.

- En stor del af de nye russiske infanterienheder er formentligt udstyret med MT-LB-pansrede køretøjer, som hentet fra de militære langtidslagre. Disse køretøjer deres primære transportmidler, skriver det britiske forsvarsministerium et tweet.

Ministeriet siger, at de russiske reservestyrker er sammensatte ad hoc styrker.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, hævder, at Rusland endnu ikke for alvor har indledt dets militære operationer i Ukraine.

- Vi afviser ikke fredsforhandlinger. Men de, som afviser det, skal være klar over, at jo længere det trækker ud, desto sværere bliver det for dem at forhandle med os, sagde Putin i en tale i parlamentet i Moskva sent torsdag.

- Alle bør vide, at vi stort set ikke engang er begyndt på noget for alvor endnu, sagde han og tilføjede:

- Vi har mange gange hørt, at Vesten ønsker at kæmpe mod os til det sidste. Det er en tragedie for den ukrainske befolkning, men det lader til, at alt peger i den retning. Vi hører, at de ønsker at besejre os på slagmarken. Lad dem prøve.

Ukrainske styrker kæmper lørdag i Donbas for at forhindre russisk fremmarch i den østlige region, siger en guvernør i området til Reuters.

Ukrainerne gentager lørdag appellen til vestlige lande om at sende flere våben hurtigt.

Ukrainske embedsmænd siger, at byer og landsbyer på frontlinjen i Donbas er udsat for voldsomme bombardementer. Desuden angriber russiske styrker fra flere forskellige retninger.

- Russerne skyder langs hele frontlinjen. Fjenden forsøger at rykke frem fra stillinger i Luhansk til de første landsbyer i Donetsk, siger guvernøren i Luhansk regionen, Serhij Gaidai på budskabsmediet Telegram.

Gaidai siger, at de russiske styrker ikke holder pause efter deres nylige fremskridt i det østlige og sydlige Ukraine.

- De angriber og bombarderer vores områder med samme intensitet som tidligere, siger han.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.