Rusland har i år haft mere udvandring end indvandring

Omkring 419.000 russere har forladt deres hjemland i løbet af første halvår, rapporterer dpa.

Ruslands invasion af Ukraine i februar har ikke kun ført, til at mange er flygtet fra det krigsramte land.

Også i Rusland har man set mange forlade landet. For første gang i flere år er der flere, som er flyttet ud af Rusland, end der er indvandret.

Blandt disse er politiske modstandere af det nuværende styre samt unge specialister, som søger efter bedre jobmuligheder, efter at en række selskaber har skåret ned eller helt har afviklet deres virksomhed i Rusland.

Omkring 419.000 russere har forladt deres hjemland i løbet af første halvår. Det rapporterer nyhedsbureauet RBC i Moskva ifølge dpa.

Det er mere end dobbelt så mange som i den samme periode sidste år.

322.000 personer indvandrede til Rusland i løbet af årets seks første måneder, viser tal fra det nationale statistikbureau Rosstat i Moskva.

Der er ingen oplysninger om, hvilke nationaliteter, som er flyttet til landet.

Normalt tiltrækker Rusland migranter fra de tidligere sovjetrepublikker, men også her har udvandringen været større end indvandringen frem til nu i år.

Mens 295.000 mennesker er flyttet til Rusland fra landene, som tidligere var en del af Sovjetunionen, er det 369.000, som er flyttet den modsatte vej.

80.000 af disse er flyttet til Ukraine.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.