Rusland hiver sine diplomater ud af Ukraine
For at beskytte russiske diplomater vil de blive evakueret fra Ukraine, oplyser russisk ministerium.
Opdateret kl. 21:20
Rusland vil snart hive alle sine diplomater ud af Ukraine.
Det oplyser det russiske udenrigsministerium tirsdag i en erklæring.
Beslutningen er taget for at beskytte dem.
- For at beskytte deres liv og sikkerhed har det russiske lederskab besluttet at evakuere personale fra russiske udenrigsmissioner i Ukraine.
- Det vil blive implementeret i den nære fremtid, hedder det.
Ifølge ministeriet har diplomater fået trusler. Og Ruslands ambassade og konsulat har været udsat for "gentagne angreb".
- Ukraine er kastet dybere ned i kaos, står der i erklæringen.
Flere vestlige lande har i forvejen taget forholdsregler i Ukraine. De har enten hevet personale på ambassader hjem eller flyttet dem til byen Lviv. Lviv ligger nær den polske grænse.
Årsagen til disse foranstaltninger er, at de frygter en russisk invasion.
Mens Ruslands dropper den diplomatiske tilstedeværelse i Ukraine, siger landet samtidig goddag til et nyt diplomatisk bånd.
Rusland har tirsdag meddelt, at det har etableret diplomatiske forbindelser med de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine - Luhansk og Donetsk.
Det sker, efter at Rusland mandag valgte at anerkende dem som uafhængige. Et træk, der har mødt stor fordømmelse i Vesten og ført til omfattende sanktioner.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, lykønsker de to udbryderrepublikker med aftalen.
Han oplyser, at man fra russisk side sigter efter en "betydelig udvikling af samarbejde" med de to selverklærede republikker.
Det handler blandt andet om at styrke stabilitet, freden og sikkerheden i områderne. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.