Rusland indsætter ny borgmester i Melitopol efter bortførelse

Efter at Melitopols borgmester blev bortført fredag, har Rusland angiveligt indsat en ny borgmester i byen.

Præsident Volodymyr Zelenskyjs kontor offentliggjorde fredag en video, som viser borgmester Ivan Fedorov med en sort hætte over hovedet blive ført bort af bevæbnede mænd fra en bygning i Melitopol. <i>Deputy Head For President''s Offi/Reuters</i>

Præsident Volodymyr Zelenskyjs kontor offentliggjorde fredag en video, som viser borgmester Ivan Fedorov med en sort hætte over hovedet blive ført bort af bevæbnede mænd fra en bygning i Melitopol. Deputy Head For President''s Offi/Reuters

Det russiske militær har angiveligt indsat en ny borgmester i den besatte ukrainske by Melitopol, efter at byens borgmester blev bortført af russiske soldater fredag eftermiddag.

Det oplyser den regionale administration ifølge CNN.

Den nyindsatte borgmester er en tidligere stedfortræder i byrådet i Melitopol ved navn Galina Daniltjenko.

I en erklæring på lokalt tv udtaler Daniltjenko, at hendes største opgave bliver "at tage de nødvendige skridt for at få byen tilbage til det normale".

Samtidig siger hun, at hun planlægger at nedsætte et udvalg til at lede byen. Og hun opfordrer indbyggerne i Melitopol til ikke at deltage i "ekstremistiske handlinger", skriver BBC.

Galina Daniltjenko hævder, at der stadig er mennesker i Melitopol, som forsøger at destabilisere situationen og "fremkalde en reaktion af dårlig opførsel".

- Jeg beder jer om ikke at give efter for disse provokationer, siger hun ifølge amerikanske CNN.

Britiske BBC har ikke kunnet verificere indsættelsen af Galina Daniltjenko. Den er dog blevet bredt beskrevet i både lokale og andre internationale medier.

Borgmesteren i Melitopol, Ivan Fedorov, blev fredag bortført af russiske soldater, som har besat byen, der inden invasionen havde omkring 150.000 indbyggere.

Ifølge Ukraines parlament skyldes bortførelsen, at Fedorov "nægtede at samarbejde med fjenden".

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt bortførelsen "en ny form for terror" og "en forbrydelse mod selve demokratiet".

Zelenskyj har ifølge nyhedsbureauet AFP bedt Israel om hjælp til at finde Ivan Fedorov.

Zelenskyj bad om hjælp, da han lørdag aften talte med Israels premierminister, Naftali Bennett.

Zelenskyjs kontor offentliggjorde fredag en video, som viser Fedorov med en sort hætte over hovedet blive ført bort af bevæbnede mænd fra en bygning i Melitopol.

Videoens ægthed er senere blevet bekræftet af CNN.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.