Verden

Rusland melder om to døde i ukrainsk angreb på vestlig region

To personer er døde, og to er indlagt efter et ukrainsk angreb, melder russiske myndigheder.

Det er muligt, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil deltage i et møde senere på ugen mellem USA og Rusland, har USA's Nato-ambassadør, Matthew Whitaker, sagt til CNN. (Arkivfoto).
Det er muligt, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil deltage i et møde senere på ugen mellem USA og Rusland, har USA's Nato-ambassadør, Matthew Whitaker, sagt til CNN. (Arkivfoto). Presidential Office Of Ukraine/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:01

To personer er blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb på Tula-regionen i det vestlige Rusland.

Det melder en regional embedsmand i Rusland og landets forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet var ifølge kilderne også målrettet regionen omkring den russiske hovedstad, Moskva, og andre russiske regioner.

Ud over de to døde er to personer blevet indlagt på hospitalet efter angrebet, lyder det fra Tulas guvernør, Dmitrij Miljajev, på den krypterede beskedtjeneste Telegram. Det skriver Reuters.

Det russiske forsvarsministerium oplyser videre, at dets luftforsvar sent søndag destruerede 27 ukrainske droner på tre timer. Heraf blev 11 registreret i Tula-regionen, én i Moskva-regionen og resten i fire andre regioner.

Tidligere søndag aften lød det ifølge nyhedsbureauet AFP fra ukrainsk politi, at seks personer var blevet dræbt af russiske angreb i Ukraine.

12 personer blev desuden såret i et russisk angreb på en travl busstation i byen Zaporizjzja i den sydlige del af landet.

Meldingerne om angrebene kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har meldt ud, at han skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 15. august.

De to ledere skal på mødet tale om, hvordan Ruslands tre et halvt år lange krig i Ukraine kan blive afsluttet. Det er de to lederes første fysiske møde siden 2019.

Mødet mellem Trump og Putin skal afholdes i den amerikanske delstat Alaska - et område, som var russisk, indtil Rusland solgte det til USA i 1867.

USA's Nato-ambassadør, Matthew Whitaker, siger søndag aften til mediet CNN, at det er muligt, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil deltage i Nato-mødet.

- Jeg tror helt sikkert, at det er muligt, siger han og understreger, at beslutningen ligger hos Trump.

- Hvis han synes, at det er det bedste scenarie at invitere Zelenskyj, så vil han gøre det, siger han.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, sagde søndag, at han håbede og gik ud fra, at Zelenskyj vil deltage i mødet, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden