Rusland nedtoner melding om fremskridt ved forhandlinger

Ifølge russisk talsmand forestår der en lang periode med arbejde, hvis fredsforhandlinger skal lykkes.

Talsmanden for Kreml, Dmitri Peskov, nedtoner meldinger om fremskridt ved forhandlinger med Ukraine. <i>Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix</i>

Talsmanden for Kreml, Dmitri Peskov, nedtoner meldinger om fremskridt ved forhandlinger med Ukraine. Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix

Rusland har onsdag budt det velkomment, at Ukraines regering har fremsendt en liste med skriftligt formulerede krav til Rusland ved fredsforhandlingerne.

Men en talsmand for Kreml, der huser den russiske regering, siger, at der ikke er tegn på et gennembrud i forhandlingerne.

- Der forestår en lang periode med arbejde foran os, siger talsmand Dmitrij Peskov, som nedtoner forhåbninger om, at der var klare fremskridt ved forhandlinger i Istanbul i Tyrkiet tirsdag.

- Vi kan ikke sige, at der var noget meget lovende eller noget gennembrud ved forhandlingerne, understreger Peskov. Men han tilføjer, at den russiske ledelse finder det positivt, at Ukraine er begyndt at skitsere sine krav på skrift.

- Vi undgår omhyggeligt at fremsætte erklæringer om de sager, der bliver diskuteret ved forhandlingerne, fordi vi mener, forhandlingerne bør finde sted i stilhed.

Der var tirsdag anderledes positive udmeldinger fra både den russiske og ukrainske side.

Drøftelserne har været "konstruktive og meningsfulde", sagde Ruslands chefforhandler, Vladimir Medinskij, i Istanbul, hvor det vakte opsigt, at russerne lovede at reducere militær aktivitet ved Kyiv "radikalt".

Det sagde Aleksandr Fomin, som er russisk vicepremierminister.

Ukraine meldte også om klare fremskridt og talte om et snarligt muligt topmøde mellem de to landes præsidenter, Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskyj.

Men der var onsdag altså ikke tegn på, at Kreml deler forhandlernes vurderinger.

Samtidig lancerede udenrigsministrene fra Kina og Rusland onsdag en vision om en ny verdensorden, hvor de to store lande vil udbygge deres samarbejde.

Det skete, da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, var i Kina og førte drøftelser med sin kinesiske modpart, Wang Yi.

De udsendte flere erklæringer om, at de fortsat vil styrke deres strategiske partnerskab og tale med én stemme. Blandt de globale konflikter og kriser, som de to ministre drøftede, var Afghanistan, Centralasien, det iranske atomprogram og spændingerne på Koreahalvøen.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden