Rusland om oliestop fra EU: Vi overvejer flere muligheder

EU-Kommissionen ønsker stop for russisk olie. Det får Rusland til at overveje muligheder ifølge talsmand.

EU-Kommissionen har foreslået en udfasning af russisk olie over seks måneder i sin seneste sanktionspakke mod Rusland. Sanktionerne kommer som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.

Det får ifølge Dmitrij Peskov, der er talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at overveje forskellige muligheder. Det siger han onsdag adspurgt om EU's oliesanktioner.

Samtidig afviser Peskov, at der skulle blive tale om en russisk mobilisering 9. maj. Her fejrer Rusland sejren over Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrig.

Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, har spået, at Vladimir Putin vil bruge fejringen til at mobilisere yderligere og erklære fuld krig mod Ukraine.

Indtil videre kalder Rusland stadig sin invasion af Ukraine for en "særlig militær operation".

Ifølge Peskov er tanken om en mobilisering 9. maj grebet ud af den blå luft.

- Der er ingen chance for, at det sker. Det er nonsens, siger han.

Putin skal på befrielsesdagen tale i forbindelse med en militær parade på Den Røde Plads i Moskva.

9. maj er en af de vigtigste nationale begivenheder i Rusland - en mindedag for de enorme ofre Sovjetunionen ydede i kampen mod det nazistiske Tyskland.

Omkring 27 millioner sovjetborgere blev dræbt i årene 1941-45, hvor store dele af Sovjetunionen blev ødelagt.

Putin siger, at russernes "specielle operation" i Ukraine er nødvendig, fordi USA har brugt Ukraine til at true russerne med. Samtidig siger Putin, at Moskva måtte skride ind for at redde russisktalende i Ukraine mod forfølgelse.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden