Rusland overtager Tjernobyl-ansattes by nord for Kyiv

Situationen omkring Tjernobyl har påkaldt sig international opmærksomhed. Nu er ansattes by overtaget.

Ukrainere demonstrerer lørdag i Slavutytj, hvor mange ansatte fra atomkraftværket Tjernobyl bor. <i>Obtained By Reuters/Reuters</i>

Ukrainere demonstrerer lørdag i Slavutytj, hvor mange ansatte fra atomkraftværket Tjernobyl bor. Obtained By Reuters/Reuters

Russiske styrker har lørdag taget kontrol over byen Slavutytj, hvor atomkraftværket Tjernobyls ansatte bor.

Det oplyser ukrainske embedsmænd.

Borgmesteren i byen, Yuri Fomitjev, blev også kortvarigt tilbageholdt, men er på fri fod igen.

- Jeg er blevet løsladt, siger han i et telefonopkald med nyhedsbureauet AFP.

- Alt er fint. Sådan som det nu er muligt under en besættelse, fortsætter han.

Det nedlagte atomkraftværk Tjernobyl blev allerede overtaget af Rusland den 24. februar - altså dagen, hvor Ruslands invasion af Ukraine begyndte.

Slavutytj ligger omkring 160 kilometer nord for Kyiv. Byen blev opført efter ulykken ved atomkraftværket i 1986 og ligger uden for Tjernobyls lukkede zone. Der bor omkring 25.000 mennesker i byen.

Tidligere lørdag kom det frem, at russiske soldater var gået ind i Slavutytj og havde overtaget det lokale hospital.

Herefter gik borgere på gaden med et stort ukrainsk flag med retning mod hospitalet, mens de råbte slagord. Det oplyser den lokale administration i byen.

Russiske soldater skal som modsvar have kastet chokgranater og skudt op i luften.

Det Internationale Atomagentur udtrykte torsdag "bekymring" over russiske bombardementer i Slavutytj.

Generelt har situationen omkring Tjernobyl og de ukrainske atomkraftværker påkaldt sig stor opmærksomhed.

Sidste weekend var første gang siden invasionen, at et hold af ansatte på Tjernobyl blev afløst. Det skete efter mere end tre uger, hvor de ikke havde været i stand til at forlade Tjernobyl.

Kraftværket er ikke længere aktivt, efter at det i april 1986 eksploderede efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.