Rusland skifter gear og gør klar til storkrig i Ukraine
Rusland optrapper angreb på Ukraines store byer. Civile i vigtig havneby får frist til onsdag til at flygte.

Et russisk missil rammer tirsdag morgen rådhuset i Kharkiv i det nordøstlige Ukraine. Missilet kan anes lige over taget, i sekundet før det rammer og eksploderer. Mindst 10 mennesker meldes dræbt i byen. State Emergency Services Of Ukra/Reuters
Rusland er i gang med at optrappe krigen i Ukraine med intensiverede angreb på flere af landets byer. Her er russiske soldater og artilleri ved at blive samlet i stort tal for at kunne sætte en storkrig i gang.
Men efter seks dages invasion er ingen af landets større byer endnu blevet erobret af Rusland.
Der meldes om heftig modstand fra den ukrainske hær og fra de mange tusinde frivillige, der med gule armbind og et våben i hånden markerer, at de deltager i krigen mod de russiske styrker.
Mandag eftermiddag blev folk i det centrale Kiev rådet af det russiske forsvarsministerium til at forlade deres hjem, hvis de bor i nærheden af den ukrainske efterretningstjeneste SBU. For det vil blive bombet med præcisionsvåben, hed det.
Næsten samtidig med advarslen blev det store tv-tårn i Kiev bombet. Her meldes om fem personer dræbt. Angrebet betød, at flere kanaler på den statslige tv-station ikke længere kunne sende.
Tv-tårnet ligger ved siden af holocaust-museet for de jødiske ofre i Babyn Yar. Den værste nazimassakre i Ukraine under Anden Verdenskrig.
- De kriminelle russere lader sig ikke stoppe for noget under deres barbari, skriver Ukraines udenrigsministerium på Twitter.
Både SBU og ukrainsk tv beskyldes af Rusland for at stå bag en kampagne af misinformation om krigen.
Ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian er der ved at samle sig en mægtig russisk styrke nord for Kiev. Det er en kolonne af militære køretøjer, der strækker sig over mere end 60 kilometer. Det beretter det ukrainske nyhedsbureau Unian.
- Det, som vi ser nu, er det russiske militær, der skifter gear, siger den militære ekspert Nick Reynolds til Reuters.
70 ukrainske soldater er dræbt under et angreb på byen Okhtyrka nordøst for Kiev, oplyser den lokale guvernør.
I millionbyen Kharkiv lød der tirsdag morgen en kæmpe eksplosion, da byens rådhus blev ramt. I et område af byen er der faldet granater affyret fra såkaldte stalinorgler.
Mindst 10 er dræbt og 35 såret, ifølge regeringen.
- Ruserne fører krig i strid med folkeretten. De dræber civile, de ødelægger civil infrastruktur, lyder det fra det ukrainske udenrigsministerium.
Det benægter Rusland.
Længere sydpå ved sortehavskysten fortsætter kampene. Her får russiske styrker hjælp fra prorussiske separatister i det østlige Ukraine.
Separatisterne siger, at de vil etablere en "humanitær korridor", som skal gøre det muligt for beboere at forlade den vigtige havneby Marjupol, hvor der kæmpes. Byen, der er knap dobbelt så stor som Aarhus, har tirsdag været uden strøm som følge af kampene.
Folk får en frist til onsdag til at komme ud, siger en talsmand for separatisterne i provinsen Donetsk.
FN oplyser, at 660.000 ukrainere foreløbig er flygtet ud af landet.
/ritzau/dpa
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.