konflikt, krig og fred

Rusland skruer ned for intensiteten af luftangreb

Ukraines militær skriver lørdag i et opslag på Facebook, at intensiteten af de russiske luftangreb er faldet.

Russiske luftangreb har hidtil noget nær totalsmadret flere ukrainske byer, men den ukrainske hær rapporterer nu, at luftangrebene er blevet mindre intense. Billedet er fra Mykolajiv. (Arkivfoto).
Russiske luftangreb har hidtil noget nær totalsmadret flere ukrainske byer, men den ukrainske hær rapporterer nu, at luftangrebene er blevet mindre intense. Billedet er fra Mykolajiv. (Arkivfoto). Str/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:58

De russiske luftangreb, som gennem den sidste måned har ramt og ødelagt utallige ukrainske byer, er efter sigende ved at aftage i intensitet.

Det skriver Ukraines hær på Facebook. Hæren giver regelmæssige opdateringer på profilen "General Staff of the Armed Forces of Ukraine" - som på dansk betyder Generalstaben for Ukraines Væbnede Styrker.

- Den russiske fjende fortsætter med at gennemføre systematiske missil- og luftangreb på militære og civile enheder, men intensiteten af missilangreb og brugen af højpræcisionsvåben er faldende, skriver den.

Hæren beretter desuden om, at russiske styrker er på retræte i det nordlige Ukraine, og at flere bliver trukket tilbage til Hviderusland.

Hæren noterer sig også, at de russiske soldater lægger miner på vejene.

Ukraines meldinger er i overensstemmelse med britiske efterretninger.

Det britiske forsvarsministerium skriver på Twitter, at de russiske luftangreb har aftaget.

- Ruslands manglende evne til at finde og ødelægge luftbeskyttelsessystemer har stukket en stor kæp i hjulet på Ruslands forsøg på at vinde kontrollen med luftrummet. Det har til gengæld svækket landets evne til at støtte soldaterne på landjorden i at vinde fremskridt.

Ministeriet skriver, at den dalende russiske aktivitet i det nordlige Ukraine og omkring hovedstaden, Kyiv, sandsynligvis er et resultat af, at Rusland i højere grad vil fokusere på kampene i det østlige Ukraine og Donbas-området.

Rusland har nemlig revideret sin krigsstrategi i Ukraine for at fokusere på at tage kontrol over Donbas og andre regioner i det østlige Ukraine. Russerne planlægger endda at kunne proklamere sejr i området allerede i maj.

Det siger flere amerikanske embedsmænd, som er bekendte med de seneste efterretningsvurderinger, skriver CNN.

Donbas-området dækker over de to regioner Luhansk og Donetsk. Prorussiske separatister proklamerede i 2014 regionerne for selvstændige folkerepublikker. Rusland er stadig det eneste land i verden, som anerkender dem som selvstændige.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden