Rusland skruer på gashanen og Tyskland advarer sine borgere

Gazprom har de seneste dage reduceret gassen gennem Nord Stream 1 til Tyskland med 60 procent.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Gazproms øverste chef, Aleksej Miller, under en ceremoni i februar, hvor Miller blev tildelt titlen "Arbejdshelt". Miller forklarer torsdag, at han har været nødt til at reducere mængden af gas til Tyskland, fordi den tyske koncern Siemens ikke har leveret udstyr til vedligeholdelse af gasledningen. <i>Aleksey Nikolskyi/Reuters</i>

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Gazproms øverste chef, Aleksej Miller, under en ceremoni i februar, hvor Miller blev tildelt titlen "Arbejdshelt". Miller forklarer torsdag, at han har været nødt til at reducere mængden af gas til Tyskland, fordi den tyske koncern Siemens ikke har leveret udstyr til vedligeholdelse af gasledningen. Aleksey Nikolskyi/Reuters

Rusland spiller med dets energi-muskler og har de seneste dage reduceret mængden af naturgas, der føres gennem gasledningen Nord Stream 1 til Tyskland, med 60 procent.

Den russiske gasgigant Gazprom siger torsdag, at det skyldes, at man ikke har modtaget udstyr fra den tyske koncern Siemens til vedligeholdelse af gasledningen.

Derfor reduceres leverancen gennem gasledningen, der går via Østersøen, fra 167 millioner kubikmeter gas dagligt til 67 millioner kubikmeter, hedder det.

Forklaringen tror man ikke på i den tyske regering. Man ser det i sammenhæng med Ruslands krig i Ukraine og vestens støtte til de ukrainske styrker.

Nu må alle tyskere hjælpe til med at spare på energien, lyder det torsdag fra erhvervsminister Robert Habeck ifølge Flensborg Avis.

- Nu er tiden inde. Hver en kilowatttime hjælper, lyder hans budskab i en video på Twitter.

Ifølge Habeck er situationen alvorlig. Forsyningssikkerheden i Tyskland er dog ikke truet.

- Men frem for alt må vi ikke lade os splitte. Netop det er Putins plan, lyder det fra den tyske minister.

Det er Gazproms øverste leder, Aleksej Miller, som torsdag meddeler, at man har været nødt til at reducere mængden af gas gennem Nord Stream 1. Han siger, at udstyr, der skulle være leveret fra Siemens Energy i Canada, er blevet forsinket.

Det er helt "ubegrundet", lyder det fra regeringen i Berlin ifølge Reuters. Det antydes dermed, at præsident Vladimir Putin bruger gassen som et våben over for Tyskland.

Italien og flere andre europæiske lande rammes også af, at Rusland nu skruer ned for gassen gennem Nord Stream 1.

Gazproms leder, Aleksej Miller, regnes som Putins tætte allierede. Han siger torsdag på en industrimesse i Skt. Petersborg dette om gasleverancer ifølge nyhedsbureauet Tass:

- Rusland er en leverandør af energistabilitet til dets venner.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden