Rusland smider norsk diplomat ud efter video: Jeg hader russere

Norges udenrigsministerium har over for Rusland beklaget, at diplomat har udtalt sig negativt om russere.

Rusland har torsdag bedt en norsk diplomat om at forlade landet.

Det sker, efter at diplomaten er kommet med "russofobiske fornærmelser".

- Efter det, som er sket, så er den norske diplomats tilstedeværelse i Rusland umulig, som vi ser det, hedder det i en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium.

Den norske diplomat var i forvejen i gang med at gøre sig klar til at flytte fra Rusland, da hun på video blev taget i at skælde voldsomt ud på russere på et hotel i Murmansk.

Sagen fik meget opmærksomhed i weekenden, da videoen, hvor hun klager over renligheden på hotellet, blev offentliggjort.

- Jeg hader russere. Bare giv mig et værelse. Jeg er vant til rene værelser. Jeg er fra Skandinavien, kunne hun blandt andet høres sige i videoen.

Videoen blev publiceret af flere russiske medier lørdag.

Det norske udenrigsministerium oplyser, at man er bekendt med sagen og har beklaget.

- Vores ambassadør i Moskva blev i dag indkaldt til et møde i det russiske udenrigsministerium. Han blev informeret om, at vores medarbejders visum er trukket tilbage, siger kommunikationsrådgiver Guri Solberg torsdag.

Under mødet gentog den norske ambassadør, at Norge beklager medarbejderens sprogbrug. Det reflekterer ikke norsk politik eller norske holdninger over for Rusland og russere, oplyser Solberg.

Det norske udenrigsministerium tog stærkt afstand fra diplomatens ytringer, da sagen først så dagens lys.

Diplomaten har arbejdet på et generalkonsulat i Murmansk. Norge besluttede i juni at lukke det midlertidigt og har ingen diplomater tilbage i byen, der ligger i det nordvestlige Rusland.

Derfor var diplomaten i forvejen i gang med at forlade Rusland.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden