Rusland varsler oprustning ved finsk og svensk Nato-medlemskab

Finland og Sverige vil blive to nye modstandere for Rusland, hvis de tilslutter sig Nato, lyder det.

Den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev siger, at Ruslands grænser må styrkes, hvis Finland og Sverige tilslutter sig Nato (Arkivfoto). <i>Sputnik/Reuters</i>

Den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev siger, at Ruslands grænser må styrkes, hvis Finland og Sverige tilslutter sig Nato (Arkivfoto). Sputnik/Reuters

Rusland er nødsaget til at styrke sine grænser, hvis Finland og Sverige bliver en del af den vestlige forsvarsalliancen Nato.

Det siger Ruslands tidligere præsident og premierminister Dmitrij Medvedev, der er næstformand i det russiske sikkerhedsråd.

- Hvis Sverige og Finland tilslutter sig Nato, så vil alliancens landegrænse med Rusland blive mere end fordoblet.

- Derfor vil det naturligvis blive nødvendigt at styrke grænserne, siger Medvedev ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Han varsler samtidig en mulig atomoprustning i det baltiske område, hvor russiske Kaliningrad ligger omgivet af EU-landene Litauen og Polen.

- Der kan ikke længere være tale om en atomfri status i Baltikum - balancen må genoprettes. Indtil i dag har Rusland ikke indført den slags tiltag, og vi havde heller ikke tænkt os at gøre det.

- Vi kan blive tvunget af omstændighederne, men husk, at det ikke var os, der foreslog det, siger Medvedev ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han siger samtidig, at Finland og Sverige vil blive to nye modstandere for Rusland, hvis de bliver en del af forsvarsalliancen.

Finland deler en omkring 1300 kilometer lang grænse med Rusland. Sverige deler ikke grænse med Rusland, men er generelt tæt allieret med Finland.

Finland og Sverige er - ulig eksempelvis Danmark og Norge - ikke medlem af Nato. Efter Ruslands invasion af Ukraine har der dog været stigende interesse i de to lande for at tilslutte sig forsvarsalliancen.

Finlands statsminister, Sanna Marin, sagde onsdag, at finnerne ville tage en beslutning om muligt Nato-medlemskab de kommende uger. Det skete på et pressemøde sammen med den svenske statsminister, Magdalena Andersson.

Magdalena Andersson gav ikke nogen svensk tidslinje.

Den svenske avis Svenska Dagbladet skrev dog på baggrund af anonyme kilder, at statsministeren har planer om at aflevere en ansøgning om Nato-medlemskab ved et Nato-topmøde i Madrid i slutningen af juni

Den vestlige forsvarsalliance Nato spiller en central rolle i konflikten mellem Rusland på den ene side og Ukraine og Vesten på den anden.

Rusland har krævet en garanti fra Nato om, at ukrainerne aldrig vil blive en del af alliancen. Det krav har Nato hidtil afvist at efterkomme.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.