Rusland vil forlade Den Internationale Rumstation efter 2024

Rusland og USA har arbejdet tæt på Den Internationale Rumstation siden 1998. Men nu varsler Rusland et farvel.

ISS ligger i godt 400 kilometers højde, og et rumskib kan flyve derop på cirka seks timer. (Arkivfoto). <i>Handout/Reuters</i>

ISS ligger i godt 400 kilometers højde, og et rumskib kan flyve derop på cirka seks timer. (Arkivfoto). Handout/Reuters

Rusland vil forlade Den Internationale Rumstation (ISS) efter 2024 og i stedet arbejde på at bygge sin egen rumstation.

Det oplyser Jurij Borisov, der er nyvalgt chef for Ruslands rumagentur, Roscosmos, tirsdag til præsident Vladimir Putin.

- Vi vil selvfølgelig opfylde alle vores forpligtelser over for vores partnere, men beslutningen om at forlade stationen efter 2024 er taget.

- Jeg mener, at det er på tide, at vi begynder at bygge en russisk rumstation, siger han ifølge en samtaleudskrift fra det russiske præsidentkontor.

- Godt, svarer præsident Putin ifølge udskriften.

Rusland og USA har samarbejdet på ISS, siden den blev oprettet i 1998.

Det er et af de steder, hvor landene i dag fortsat samarbejder. Ruslands krig i Ukraine har de fleste andre steder medført et diplomatisk brud.

ISS er et samarbejde mellem USA, Rusland, Canada, Europa og Japan. Det er i forvejen som udgangspunkt planlagt, at den skal på pension efter 2024.

Nasa, den amerikanske rumfartsorganisation, har dog sagt, at den potentielt kan forblive i drift til længere end 2028.

ISS har været bemandet siden november 2000.

I løbet af et døgn kredser den om Jorden 16 gange. Stationen ligger i godt 400 kilometers højde, og et rumskib kan flyve derop på cirka seks timer.

Den danske astronaut Andreas Mogensen rejste i september 2015 som den første dansker nogensinde til ISS. Han var på stationen i ti dage.

I marts i år blev det offentliggjort, at Andreas Mogensen skal på en ny tur til ISS. Den ventes at finde sted i juli 2023.

Hans primære opgaver på rumstationen vil være at bidrage til forskning, udvikling og vedligeholdelse af rumstationen. Hvis det bliver nødvendigt, kan han også ende på en rumvandring, har astronauten selv fortalt.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.