Rusland vil udskrive valg om at gøre ukrainsk havneby russisk

Kherson blev indtaget af russiske styrker i begyndelsen af krigen. Rusland vil gøre regionen fuldt russisk.

Kherson havde 300.000 indbyggere før den russiske invasion af Ukraine den 24. februar. Byen blev indtaget af russiske styrker kun en uge efter det russiske angreb, og den har siden været afskåret fra omverdenen. (Arkivfoto). <i>Olga Maltseva/Ritzau Scanpix</i>

Kherson havde 300.000 indbyggere før den russiske invasion af Ukraine den 24. februar. Byen blev indtaget af russiske styrker kun en uge efter det russiske angreb, og den har siden været afskåret fra omverdenen. (Arkivfoto). Olga Maltseva/Ritzau Scanpix

Den delvist russisk kontrollerede region Kherson i Ukraine har indledt forberedelserne til en folkeafstemning om at gøre regionen russisk.

Det oplyser en prorussisk embedsmand i en meddelelse på beskedtjenesten Telegram onsdag ifølge nyhedsbureauet Tass.

- Vi er blevet enige om at begynde forberedelserne til en folkeafstemning i Kherson-regionen, og vi vil afholde den.

- Overraskende nok vil Kherson-regionen træffe den beslutning at slutte sig til Rusland og vil blive en fuldgyldig konstitueret enhed, siger Kirill Stremousov, vicechef for regionens militær-civile administration.

Meldingen kommer, dagen efter at borgmesteren i byen Kherson blev anholdt af prorussiske styrker.

Tidligere har Stremousov sagt, at Rusland stiler efter at gøre Kherson til en del af Rusland inden årets udgang.

Ukraine og Rusland kontrollerer hver deres dele af Kherson-området. Selve storbyen Kherson er dog i russiske hænder.

Byen Kherson havde 300.000 indbyggere før den russiske invasion af Ukraine den 24. februar.

I de første uger af besættelsen gik store folkemængder på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med det russiskstøttede styre. Siden har en stor del af byens indbyggere dog forladt deres hjem.

Byen er en vigtig havneby og huser flere skibsværfter. Den blev indtaget af russiske styrker kun en uge efter begyndelsen på den russiske invasion. Byen har siden været afskåret fra omverdenen.

Der er desuden indført russiske pas i dele af regionen, som grænser op til Krimhalvøen. Den blev annekteret af Rusland i 2014.

Derudover er russisk tv begyndt at sende fra regionen, og Ukraines officielle møntfod, hryvnja, er blevet udskiftet med den russiske rubel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden