Russerne trækker sig tilbage ved Dnipro-flodens vestbred

Russerne har fået ordre om tilbagetrækning fra dele af det vigtige område ved byen Kherson.

I en tv-transmitteret erklæring siger den ledende russiske general i Ukraine, Sergej Surovikin, at det ikke længere er muligt for den russiske side at sende forsyninger til Kherson.
Han siger, at han har foreslået, at de russiske styrker opretter defensive linjer på den østlige bred af floden Dnipro. <i>Sputnik/Reuters</i>

I en tv-transmitteret erklæring siger den ledende russiske general i Ukraine, Sergej Surovikin, at det ikke længere er muligt for den russiske side at sende forsyninger til Kherson. Han siger, at han har foreslået, at de russiske styrker opretter defensive linjer på den østlige bred af floden Dnipro. Sputnik/Reuters

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har onsdag beordret tilbagetrækning fra Dnipro-flodens vestbred ved den store ukrainske by Kherson i det sydlige Ukraine.

Meddelelsen fra den russiske forsvarsminister er en af de mest betydelige tilbagetrækninger på den russiske side.

I en tv-transmitteret erklæring siger den ledende russiske general Sergej Surovikin ifølge nyhedsbureauet AFP, at det ikke længere er muligt for den russiske side at sende forsyninger til Kherson.

Han siger, at han har foreslået, at de russiske styrker opretter defensive linjer på den østlige bred af floden.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger i en kommentar, at "det er opmuntrende, at det er lykkedes for Ukraine at befri mere territorium."

- De sejre, de fremskridt Ukraines væbnede styrker gør på slagmarken, tilhører de tapre, modige ukrainske soldater, men de sker selvfølgelig også på baggrund af den støtte, som de modtager fra Storbritannien og andre Nato-allierede, siger Stoltenberg i en udtalelse fra London, hvor han onsdag havde møder med den britiske premierminister, Rishi Sunak.

Surovikin siger til det russiske nyhedsbureau Tass, at konstante granatbombardementer har bragt civile i konstant fare, og han beskylder ukrainske styrker for at angribe skoler, hospitaler og andre vigtige sociale institutioner.

Han siger videre, at mellem 80 og 90 procent ukrainske missiler bliver skudt ned, men at en del rammer deres mål.

Hos styret i Kyiv siger en rådgiver for den ukrainske præsident i en kommentar til nyhedsbureauet Reuters, at det er for tidligt at tale om en russisk tilbagetrækning fra Kherson.

Over 115.000 mennesker, som ønskede at forlade Kherson-området, er blevet evakueret af russerne fra regionen, skrev Tass tidligere onsdag.

Rusland har siden midten af oktober været i gang med at evakuere civile fra områderne, og tirsdag blev området, det skete fra, udvidet. I ukrainske øjne er der dog ikke tale om evakueringer - men deportationer.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har lovet at generobre Kherson, som allerede blev indtaget af russerne 2. marts - kort tid efter at Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.