Russisk angreb har ramt infrastruktur i Lviv i Ukraine
Borgmesteren i den vestlige by Lviv i Ukraine siger, at russisk angreb har ødelagt infrastruktur.
Et nyt russisk missilangreb har tirsdag ramt vigtig infrastruktur i byen Lviv i det vestlige Ukraine. Det oplyser byens borgmester.
Han siger, at der er problemer med elektriciteten i byen efter angrebet.
Angrebet kommer, efter at der også mandag fandt en række russiske missilangreb sted.
Den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev har sagt, at rækken af russiske raket-gengældelsesangreb mod Ukraine mandag kun var "første episode".
Russiske styrkers angreb på energiinfrastruktur og kommunikationsfaciliteter i Ukraine med 45 langtrækkende missiler mandag var ifølge præsident Vladimir Putin gengældelse for "terrorhandlinger" udført af Ukraine.
Putin har givet ukrainske specialstyrker skylden for en eksplosion, der lørdag morgen ramte broen, som forbinder Krim-halvøen med Rusland.
- Der er ingen tvivl. Dette er en terrorhandling, der har til formål at ødelægge afgørende vigtig civil infrastruktur, sagde Putin i weekenden.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.