Russisk-indsat viceguvernør i ukrainsk region er død i bilulykke

Kirill Stremousov var indsat af Rusland som viceguvernør i den ukrainske Kherson-region. Han er nu død.

Kirill Stremousov var viceguvernør i den russisk-besatte region Kherson, som ligger i det østlige Ukraine. Han er ifølge russiske medier død i en trafikulykke. Her ses han på sit kontor i byen Kherson med et billede af den russiske præsident, Vladimir Putin, hængende på væggen. <i>Stringer/Ritzau Scanpix</i>

Kirill Stremousov var viceguvernør i den russisk-besatte region Kherson, som ligger i det østlige Ukraine. Han er ifølge russiske medier død i en trafikulykke. Her ses han på sit kontor i byen Kherson med et billede af den russiske præsident, Vladimir Putin, hængende på væggen. Stringer/Ritzau Scanpix

Viceguvernøren i den ukrainske region Kherson, Kirill Stremousov, som var indsat på posten af Rusland, er død i en bilulykke.

Det skriver det russiske statslige nyhedsbureau Tass onsdag. Regionens pressekontor bekræfter dødsfaldet.

Det samme gør regionens guvernør, Vladimir Saldo.

- Det er hårdt for mig at fortælle, at Kirill Stremousov er død i dag.

- Han er far til fem børn. En sjette bliver snart født. Selvfølgelig tager vi os af dem alle. Desværre er Kirill her ikke mere, skriver Saldo ifølge Tass på beskedtjenesten Telegram.

De nøjagtige omstændigheder for dødsfaldet er uklare.

Stremousov har været en af de mest fremtrædende personer under Ruslands invasion af Ukraine.

Han blev udnævnt til posten to måneder efter invasionen i februar.

Rusland annekterede i oktober Kherson og tre andre ukrainske regioner i Ukraine og udråbte dem til at være russisk område.

Det skete efter at have arrangeret, hvad russerne kaldte folkeafstemninger. Dem har Ukraines regering og Vesten afvist som ulovlige.

Den afdøde viceguvernør lagde jævnligt opdateringer på sociale medier. Her fortalte han om situationen ved frontlinjen.

Ifølge Reuters filmede han blandt andet, mens han befandt sig i køretøjer i høj fart.

BBC skriver, at mange embedsmænd udnævnt af russerne i de besatte dele af Ukraine er blevet ramt af angreb. Om det også gælder Stremousov vides ikke.

De ukrainske styrker er senest rykket tættere på byen Kherson. Byen faldt kort efter den russiske invasion 24. februar.

Kherson ligger ved floden Dnipro. I de seneste dage havde viceguvernøren opfordret civile til at forlade den østlige bred i kølvandet på ukrainernes modoffensiv.

Den ukrainske regering anklager Rusland for at tvangsevakuere lokale beboere til Rusland. Ukraine mener, at det ligner "deportationer" som i sovjettiden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk