massemedie

Russisk journalist bag tv-protest er flygtet fra Rusland

Journalist, der protesterede mod krigen på russisk tv, er i sikkerhed i et europæisk land, siger advokat.

Journalisten Marina Ovsjannikova, der blev kendt over store dele af verden for sin protest mod Ruslands invasion af Ukraine, eskorteres ind i en retssal i august. Hun blev sat i husarrest, men stak af i begyndelsen af oktober. Nu er hun flygtet ud af Rusland, oplyser hendes advokat. (Arkivfoto)
Journalisten Marina Ovsjannikova, der blev kendt over store dele af verden for sin protest mod Ruslands invasion af Ukraine, eskorteres ind i en retssal i august. Hun blev sat i husarrest, men stak af i begyndelsen af oktober. Nu er hun flygtet ud af Rusland, oplyser hendes advokat. (Arkivfoto) Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix

Den russiske tv-journalist Marina Ovsjannikova, der blev kendt for sin protest mod Ukraine-krigen på direkte tv, er flygtet fra Rusland.

Det oplyser hendes advokat til Reuters.

Ovsjannikova er nu "under en europæisk stats beskyttelse", siger advokaten, Dmitrij Sakhvatov.

Han afviser at oplyse, hvor hun opholder sig.

- Det kan blive et problem for hende, siger han.

Tidligere på måneden meddelte Ovsjannikovas eksmand, at hun var stukket af fra den husarrest, hun var i.

Ovsjannikova er sigtet for at sprede falsk information om Ruslands væbnede styrker. Det skal være sket ved en demonstration i juli.

Hun risikerer op til ti års fængsel, hvis hun kendes skyldig.

Ovsjannikova har i forvejen fået to bøder for at have protesteret mod krigen i Ukraine.

Den protest, der fik billeder af hende til at gå verden rundt, på den statsstøttede Kanal 1. Under udsendelsen dukkede hun pludselig op i baggrunden.

- Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer, stod der på et skilt, som hun holdt op for kameraet, bag nyhedsoplæseren.

For protesten blev Ovsjannikova idømt en bødestraf for at "organisere en uautoriseret offentlig begivenhed". Bøden lød på 30.000 rubler svarende til omkring 3600 kroner.

Siden blev hun ansat af den tyske avis Die Welt. Her arbejder hun som freelancekorrespondent med Ukraine og Rusland som stofområde.

Rusland indførte en ny lov den 4. marts, der forbyder kritik af de væbnede styrker. Det skete, otte dage efter at russiske styrker havde invaderet Ukraine.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden