Russisk journalist er løsladt efter ny kortvarig anholdelse

Ovsjannikova protesterede i marts mod krigen i Ukraine på statsligt tv og har været anholdt flere gange.

Den 44-årige tv-journalist Marina Ovsjannikova, der blev verdenskendt for protest mod Ukraine-invasionen på statsligt tv, er på fri fod efter ny kortvarig anholdelse. <i>Reuters Tv/Reuters</i>

Den 44-årige tv-journalist Marina Ovsjannikova, der blev verdenskendt for protest mod Ukraine-invasionen på statsligt tv, er på fri fod efter ny kortvarig anholdelse. Reuters Tv/Reuters

Den russiske tv-journalist Marina Ovsjannikova er blevet sat på fri fod i Moskva, oplyser hendes advokat, efter at hun søndag blev tilbageholdt igen.

Marina Ovsjannikova protesterede i marts mod krigen i Ukraine på det statslige tv.

- Jeg er hjemme igen. Alt er OK, skriver journalisten på Facebook natten til mandag.

- Nu ved jeg, at det er bedst at tage min taske og mit pas med, når jeg forlader mit hjem, skriver hun videre.

Hendes advokat, Dmitrij Zakhvatov, siger, at hans klient blev tilbageholdt, fordi hun var mistænkt for at have sagt noget "nedsættende" om hæren uden for en retssag i sidste uge, da hun markerede sin støtte til oppositionspolitikeren Ilya Yashin.

De russiske myndigheder har indført straffe på op til 15 års fængsel til personer, der kritiserer krigen ved at fremsætte såkaldte "falske oplysninger" om militæret.

Indtil videre har myndighederne ikke rejst tiltale mod Marina Ovsjannikova, der blev verdenskendt for sin protest mod Ruslands invasion af Ukraine på det direkte stats-tv.

Hun blev angiveligt søndag ført ind i en minibus af politibetjente efter at have været ude at cykle.

Fredag lagde Ovsjannikova et billede ud på beskedtjenesten Telegram, hvor hun stod tæt på Kreml i Moskva med et skilt, der blandt andet havde ordene "Putin er en morder". Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I april blev den 44-årige journalist ansat som freelancekorrespondent for den tyske avis Die Welt med Ukraine og Rusland som stofområde.

Ovsjannikova var redaktør på en af de store statsstøttede tv-kanaler, da Rusland i slutningen af februar invaderede Ukraine.

I midten af marts demonstrerede hun under en direkte nyhedsudsendelse.

Protesten skete på den statsstøttede Kanal 1. Under kanalens nyhedsudsendelse dukkede Ovsjannikova pludselig op i baggrunden.

- Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer, stod der på et skilt, som blev holdt op på skærmen bag nyhedsoplæseren.

Der var både engelsk og russisk tekst på skiltet, som kun var synligt i få sekunder. Herefter blev der skiftet til et andet indslag.

Marina Ovsjannikova kunne desuden høres råbe "stop krigen. Nej til krig".

Siden blev den russiske journalist med egne ord afhørt i 14 timer og tildelt en bøde på 30.000 rubler for at "organisere en uautoriseret offentlig begivenhed." Det svarer til 1900 kroner.

Marina Ovsjannikova har nægtet sig skyldig i anklagerne.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.