Russisk minister: 16.000 frivillige klar til at kæmpe i Ukraine
Folk, der ønsker at kæmpe for Rusland, skal have hjælp til at komme til kampzoner, siger Vladimir Putin.
Udenlandske frivillige får fra russisk side grønt lys til at kæmpe mod Ukraine.
Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, fredag.
Angiveligt har allerede 16.000 frivillige - hovedsageligt fra Mellemøsten - udtrykt ønske om at hjælpe separatister i Østukraine, hævder den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu.
Og de skal have den nødvendige hjælp til at komme i kamp, lyder det fra Putin.
- Hvis I ser, at der er folk, som på eget initiativ - ikke for penge - ønsker at hjælpe folk, som bor i Donbass, så skal vi give dem det, de vil have, og hjælpe dem med at komme til konfliktzonen, siger Putin henvendt til Sjojgu under et tv-transmitteret møde fra det russiske sikkerhedsråd.
Rusland indledte 24. februar en invasion af Ukraine. Putin har omtalt krigen som en "særlig militæroperation".
Ukraine hævder allerede at have hvervet tusindvis af frivillige til at kæmpe mod Rusland.
Spørgsmålet om frivilliges deltagelse i krigen i Ukraine har også skabt debat i Danmark.
Mindst 100 danskere er ifølge Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, rejst til Ukraine. Det sagde han torsdag morgen til DR P1.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at der ikke er noget juridisk til hinder for at kæmpe på ukrainsk side.
Professor emeritus ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard har sagt til Berlingske, at der heller ikke er noget juridisk i vejen for, at man kan kæmpe på Ruslands side. Det skyldes, at Rusland ikke kæmper mod staten Danmark.
Flere militærfolk har advaret frivillige uden militær baggrund om, at de risikerer livet ved at tage til Ukraine.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.