Russisk parlament giver grønt lys til styrker i Ukraine
Formand i russisk parlament forventer, at russiske styrker i Østukraine skal udføre "fredsbevarende opgaver".
Opdateret kl. 18:28
Det russiske parlament har stemt for - med øjeblikkelig virkning - at give præsident Vladimir Putin formel magt til at sende landets væbnede styrker ud af landet.
Det betyder med andre ord, at Putin har fået grønt lys til at sende styrker til Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine.
Rusland har anerkendt de to selvudråbte republikker som selvstændige. Mandag meddelte han, at Rusland agter at sende "fredsbevarende" styrker til områderne.
Det skete, efter at Putin havde anerkendt de to regioner som uafhængige.
Det er Føderationsrådet - det ene kammer i det russiske parlament - som har stemt for, at Putin kan sende styrker afsted. 153 senatorer stemte for. Ingen stemte imod.
Formand i kammeret siger, at forventningen er, at styrkerne skal udføre "fredsbevarende opgaver".
Ifølge et parlamentsmedlem vil russiske styrker i Donbass-regionen, hvor Luhansk og Donetsk ligger, udelukkende være til stede for at "undgå en stor krig".
Parlamentets grønne lys betyder, at Putin kan beslutte antallet af styrker, hvornår de skal sættes ind, samt hvilke opgaver de skal udføre.
Det skal bare være i overensstemmelse med forfatningen.
Putin siger tirsdag, at han håber, at Ukraine og udbryderrepublikkerne kan løse deres uenigheder.
Han oplyser ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at Rusland vil sørge for militær støtte til de pro-russiske separatister i Donetsk og Luhansk.
Præsidenten tilføjer, at han ikke har sagt, at styrkerne sendes afsted med det samme. Det vil afhænge af situationen i områderne, siger han.
Han opfordrer samtidig Ukraine til at afmilitarisere.
Putin mener desuden, at Minsk-aftalerne ikke længere eksisterer. Ifølge Putin er det ukrainske myndigheder, der har kostet dem livet.
Minsk-aftalerne er fra 2014. De blev i sin tid indgået for at sikre ro i Donbass-regionen i det østlige Ukraine.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.