Russisk styrker holder øvelse med missiler nordøst for Moskva
Over 1000 soldater deltager i manøvrer, hvor der blandt andet er udstyr til affyring af ballistiske missiler.

En pansret russisk mandskabsvogn og interkontinentale ballistiske Jars-missilsystemer på Den Røde Plads i Moskva ved en militærparade den 9. maj, hvor russerne fejrede 77-års-dagen for sejren over det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig. Evgenia Novozhenina/Reuters
Ruslands styrker holder øvelser i Ivanovo-regionen, som ligger nordøst for Moskva. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Interfax.
Over 1000 soldater deltager i intense manøvrer med over 100 køretøjer, hvoriblandt der er Jars-affyringsramper, som kan affyre interkontinentale ballistiske missiler, der kan ramme mål i Europa, hedder det i en meddelelse fra forsvarsministeriet ifølge Interfax.
Det russiske forsvarsministerium siger, at enhederne har øvelser, hvor der blandt andet trænes transport, camouflage og vedligeholdelse af udstyret.
De enheder, som deltager i manøvren, er en del af de såkaldte Strategiske Missilstyrker, RVSN, som håndterer de fleste af Ruslands atomvåben.
Ivanovo ligger omkring 300 kilometer nordøst for den russiske hovedstad.
Jars-systemet blev også anvendt ved to øvelser i begyndelsen af februar, oplyser den russiske mediekanal RBK ifølge TT. Det skete, kort inden Ruslands militær invaderede Ukraine.
Ruslands ambassadør i Storbritannien, Andrej Kelin, sagde et interview søndag med BBC, at det er usandsynligt, at Rusland kommer til at anvende taktiske atomvåben i krigen mod Ukraine.
Ifølge Kelin tillader russiske militærregler ikke brug af den type våben i konflikter som den i Ukraine.
Rusland har meget strenge bestemmelser på det område, siger ambassadøren i interviewet.
- Det er hovedsageligt kun, når statens eksistens er truet, hedder det.
- Det har intet at gøre med den nuværende operation, siger Kelin til BBC's magasinprogram "Sunday Morning".
Der har fremsat mange spekulationer om, at Rusland kunne finde på at tage atomvåben i brug for at få overtaget på slagmarkerne i Ukraine.
Bekymringerne er især næret af udtalelser fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.
I slutningen af februar - få dage efter invasionen af Ukraine - beordrede Putin således den russiske forsvarschef Valerij Gerasimov til at sætte landets atomstyrker i øget beredskab.
Det blev ifølge BBC vidt og bredt opfattet som en trussel.
/ritzau/Reuters.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.