Russiske styrker traver syd fra Luhansk mod Donetsk

Efter at have taget kontrol med Luhansk-regionen er russiske styrker begyndt at bevæge sig mod Donetsk i syd.

Luhansk blev udsat for store skader, mens russerne kæmpede mod ukrainerne i byen. <i>Alexander Ermochenko/Reuters</i>

Luhansk blev udsat for store skader, mens russerne kæmpede mod ukrainerne i byen. Alexander Ermochenko/Reuters

Efter at have sikret kontrol med Luhansk-regionen er de russiske styrker begyndt at rykke mod syd i et forsøg på at kapre suveræn kontrol med Donetsk.

Det oplyser Serhij Hajdaj, som er Luhansks regionale guvernør.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Store dele af kampene i Ukraine har i de seneste uger koncentreret sig i udkanten af Luhansk. Særligt de to tvillingebyer Sjevjerodonetsk og Lysytjansk var hjemsted for voldsomme kampe mellem ukrainerne og russerne.

I slutningen af juni kunne Rusland erklære sejr i Sjevjerodonetsk. Cirka en uges tid senere viftede Ukraine med det hvide flag på den anden side af floden Donets i Lysytjansk.

På den sydlige grænse mellem Luhansk og Donetsk pågår nu hårde kampe, siger Hajdaj.

- Alle Ruslands styrker er blevet omdirigeret til området, beretter Hajdaj.

- En stor mængde udstyr er blevet sendt til Donetsk-regionen. Naturligvis er Donetsk øverst på Ruslands liste lige efter Luhansk.

Rusland har flere gange ændret strategi i invasionen af Ukraine. Senest er det russiske fokus især blevet vendt mod Luhansk og Donetsk.

De to regioner er særlige, fordi de har store russisktalende mindretal. Siden 2014, hvor ukrainske demonstrationer endte med at vælte den prorussiske præsident Viktor Janukovytj, har der været konflikt mellem prorussiske separatister og ukrainske nationalister i regionen.

Den russiske præsident Vladimir Putins ordre om at invadere Ukraine kom da også i forbindelse med, at han gav sin formelle anerkendelse af Donetsk og Luhansk som to selvstændige folkerepublikker.

Ifølge ham var de russiske mindretal i regionerne ofre for "folkemord" begået af Ukraines "nynazistiske juntaregering".

Ukraine kontrollerer ifølge Reuters stadig store dele af regionen Donetsk.

Regionen er hjemsted for flere store industribyer som Bakhmut, Slovjansk og Kramatorsk. Byerne er store og under ukrainsk kontrol, så det vil kræve en stor russisk indsats at vinde kontrol med hele regionen.

Der kan da også komme en russisk pause, inden de store kampe i Donetsk går i gang, vurderer Hajdaj.

- Vores styrker har ramt de af deres depoter, som ikke er ved fronten. En stor mængde af deres udstyr og brændstof er ved at blive ødelagt. Så vi kan formentlig antage, at de vil tage sig en pause på et tidspunkt, siger Serhij Hajdaj.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.