Rwanda lader britisk asylgruppe bo i hjem for folkedrabsofre

Kontroversiel britisk asylplan har fået kritik fra mange sider. Hope Hostel i Rwanda skal huse første gruppe.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Indtil for nylig var Hope Hostel i Rwanda et hjem for forældreløse efter folkedrabet i 1994 i det afrikanske land.

Men snart skal det efter planen huse den første gruppe af asylansøgere, der - muligvis tirsdag - flyves fra Storbritannien til Rwanda.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Hotelbestyrer Ismael Bakina siger, at 100 asylansøgere kan indkvarteres for omkring 460 kroner per person per dag i bygningerne, der ligger i Rwandas hovedstad, Kigali.

- Det her er ikke et fængsel. Det er et hjem ligesom vores hjem, siger han til AFP.

- De kommer til at være fuldstændig frie. Når de ønsker at forlade hotellet, er det ikke noget problem.

Den omstridte britiske plan betyder, at visse asylansøgere, der af den britiske regering vurderes at være ankommet på ulovlig vis, kan sendes til Rwanda for at søge asyl der i stedet.

Danmark arbejder på en lignende plan, som dog ikke kendes i detaljer.

Den britiske plan har mødt kritik på en række punkter. Blandt andet har organisationer sået tvivl om Rwandas sikkerhed, og hvorvidt planen lever op til internationale forpligtelser.

Den britiske regering har sagt, at formålet med planen er at afskrække asylansøgere fra at tage turen over Den Engelske Kanal.

Flere medier har nu besøgt det sted, der er centrum for første led i planen.

- Hope Hostel er ikke et femstjernet hotel, men det er heller ikke et hul, skriver amerikanske CNN om besøget, hvor hotellet beskrives som nymalet.

Migranter skal ifølge mediet bo på dobbeltværelser, og på hver etage er der fælles baderum og faciliteter til tøjvask.

Til det amerikanske medie oplyser Rwandas regering, at personer, der hører under aftalen, vil få helpension på hotellet samt være omfattet af sundhedssystemet i fem år, eller indtil de kan klare sig selv.

Rwandas regering har afvist, at landet ikke skulle være sikkert. Men oppositionen har ifølge AFP helt andre bekymringer. Her mener man, at det er usikkert, om planen overhovedet vil fungere, da Rwanda har høj ungdomsarbejdsløshed.

Det er usikkert, om den første flyvning kan finde sted tirsdag som planlagt. Tirsdag aften står kun seks migranter til at kunne komme med flyet, som ellers skulle have haft langt over 100 med, skriver Reuters.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden