Scholz' SPD får rygstød med sejr ved valg i lille delstat

De tyske socialdemokrater tager sejren ved det første regionalvalg, siden Olaf Scholz blev forbundskansler.

Lars Klingbeil fra SPD i Saarland holder pressemøde i forbindelse med valget i delstaten. Valgstedsmålinger viser, at SPD får 43 procent af stemmerne ved valget. <i>Hannibal Hanschke/Reuters</i>

Lars Klingbeil fra SPD i Saarland holder pressemøde i forbindelse med valget i delstaten. Valgstedsmålinger viser, at SPD får 43 procent af stemmerne ved valget. Hannibal Hanschke/Reuters

Tysklands socialdemokrater, SPD, står til at tage en klar sejr ved regionalvalget søndag i den lille delstat i vest Saarland.

Det viser valgstedsmålinger.

Valgsejren til SPD anses som et rygstød til forbundskansler Olaf Scholz forud for andre regionalvalg i år.

Det er første regionalvalg, siden SPD overraskende vandt det føderale valg sidste år over konservative CDU, som med Angela Merkel havde været i spidsen for landet i 16 år.

Valgstedsmålinger viser, at SPD får 43 procent af stemmerne ved valget i Saarland.

Det er 13 procentpoint flere end ved sidste valg i delstaten, som arealmæssigt er den mindste tyske delstat, når der ses bort fra de tre bystater, Bremen, Hamburg og Berlin.

CDU står til 27,5 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang for partiet. SPD og CDU har i en koalition styret i Saarland siden 2012.

Regionalvalg i Tyskland anses som vigtige indikatorer på borgernes politiske ståsted.

Nylige meningsmålinger har vist, at den tyske koalition i spidsen for landet bestående af Scholz' SPD, miljøpartiet De Grønne og de liberale FDP er i gang med at øge sin popularitet i landet.

Siden Ruslands invasion har Ukraine har koalition lovet at øge forsvarsbudgettet og få Tyskland væk fra energiafhængighed af Rusland.

Det har øget opbakningen til både Scholz og udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne.

Regionalvalg har indflydelse på fordelingen af stemmer i Forbundsrådet, som er delstaternes parlament i Tyskland.

Saarland er dog så lille en stat, at resultatet af valget ikke ændrer det store ved fordelingen i Forbundsrådet, som er det øvre kammer i det tyske parlament.

Et mere afgørende valg er derimod i Tysklands mest folkerige delstat, Nordrhein-Westfalen. Det finder sted 15. maj.

Her kan et skifte fra CDU-styre til SPD give et stort rygstød til Scholz og socialdemokraterne, vurderer analytikere.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.