Sidste overlevende fra Band of Brothers-enhed er død

Bradford Freeman var del af militærenhed, hvis bedrifter skildres i serien "Band of Brothers". Han blev 97 år.

Steven Spielberg (til venstre) and Tom Hanks (til højre) har modtaget flere Emmy-priser for deres miniserie "Band of Brothers", som skildrer militærenheden Easy Companys bedrifter under Anden Verdenskrig. Enhedens sidste overlevende, Bradford Freeman, døde søndag i en alder af 97 år. <i>Lee Celano/Ritzau Scanpix</i>

Steven Spielberg (til venstre) and Tom Hanks (til højre) har modtaget flere Emmy-priser for deres miniserie "Band of Brothers", som skildrer militærenheden Easy Companys bedrifter under Anden Verdenskrig. Enhedens sidste overlevende, Bradford Freeman, døde søndag i en alder af 97 år. Lee Celano/Ritzau Scanpix

Bradford Freeman, som var en del af den amerikanske militære specialenhed Easy Company, er død i en alder af 97 år.

Enhedens bedrifter i Europa under Anden Verdenskrig er blevet gengivet i bogen og tv-serien med titlen "Band of Brothers". Den hedder "Kammerater i Krig" på dansk.

Freeman var angiveligt det sidste overlevende medlem af enheden.

Han døde på et hospital i Missouri søndag, fremgår det af en nekrolog.

Freeman sluttede sig til den amerikanske hær, da Anden Verdenskrig brød ud. Som del af enheden Easy Company håndterede han granater.

Han var med 6. juni 1944 på D-dag, hvor de allierede gik i land i Normandiet.

Han var desuden med i og blev såret under Ardenneroffensiven, som blev den sidste tyske offensiv i krigen.

Efter krigen giftede han sig med Willie Louise Gurley og arbejdede som postmand i over tre årtier.

Han efterlader sig en søster, to døtre, fire børnebørn og ti oldebørn.

I hans nekrolog skriver familien:

- Vores far var altid forundret over, at en bondedreng fra Mississippi kunne komme til at besøge så mange steder og møde så mange interessante mennesker.

I maj 2021 lancerede Columbus Air Force Base en æresmønt til ære for Freeman. I den anledning takkede general Mark Milley for Freemans "tjeneste for vores land og for at være en helt".

Enhedens sidste overlevende officer, Edward Shames, døde sidste år i en alder af 99 år.

Historien om Easy Company er skildret i historikeren Stephen Ambroses bog "Band of Brothers".

Efterfølgende skabte skuespiller Tom Hanks og instruktør Steven Spielberg en miniserie på HBO med samme titel.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden