Sikkerhed i svensk dyrepark kritiseres efter dødsulykke

Tidligere danske ansatte mener efter dødsfald, at der bliver sløset med sikkerheden i dyrepark på Øland.

Det står stadigt ikke helt klart, hvad der præcist skete, da en dyrepasser søndag aften blev stanget i ihjel af en elgantilope i Ölands Djurpark på den svenske ø Øland.

Men oven på ulykken, der kostede en østeuropæisk mand i 50'erne livet, kritiserer tre danske tidligere ansatte sikkerheden i dyreparken.

Til det svenske nyhedsbureau TT siger Michael O. Jørgensen, der er zoolog, at dyreparken ikke tager sikkerhedsforskrifterne alvorligt, og at han forgæves rettede henvendelse til den svenske dyreparksforening om problemet.

TT nævner to episoder, hvor danske dyrepasserelever - hvis efternavne ikke nævnes - har været i livsfare efter nærkontakt med parkens rovdyr. Begge blev opfordret til at holde tæt med, hvad der var sket.

I 2016 skulle den på daværende tidspunkt 26-årige Mikkel gøre rent inde hos løverne, da han opdagede, at lugen ind til løverne var åben, og at en løve kiggede ud. Det lykkedes dog at slippe ud af buret uden at blive angrebet.

Og i 2017 havnede 18-årige Niklas i nærkamp med en sibirisk tiger, i forbindelse med at han også skulle gøre rent i indhegningen. Han var alene i buret, selv om der burde være to. Her var der også nogen, der havde glemt at lukke en dør.

Indehaveren af dyreparken på Øland, Richard Berglund, har forklaret, at han og den dræbte dyrepasser var i færd med at lukke parkens savanne-dyr ind for natten, da elgantilopen reagerede på et eller andet og stangede dyrepasseren.

En elgantilope - der også går under navnet eland - er verdens største antilope. Den kan veje op mod et ton. Og dens horn kan blive op til 120 centimeter lange.

Politiet og det svenske arbejdstilsyn undersøger nu sagen for at vurdere, om der skal placeres et ansvar for dødsfaldet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.