Slåskamp og påkørsel ved spansk bryllup koster fire livet
Tre mistænkte er anholdt, efter at en bil kørte direkte ind i en gruppe gæster ved et bryllup i Spanien.
Fire mennesker er dræbt og fire andre alvorligt kvæstet, efter at en bil natten til søndag kørte ind i gæsterne ved en bryllupsfest i Spanien.
Episoden fandt sted efter et slagsmål udenfor en restaurant i byen Torrejon de Ardoz, hvor festen blev holdt, oplyser spansk politi. Byen ligger omkring 25 kilometer nordøst for Madrid.
Efter slagsmålet kom en bil kørende. Den ramte gruppen af bryllupsgæster og kørte derpå hastigt væk.
- Da vi kom frem til stedet, var fire mennesker døde af deres kvæstelser, siger Carlos Polo, der er chef for Madrids ambulancetjeneste.
Ud over de fire dræbte er fire indlagt til behandling på et hospital. Desuden fik fire andre mindre alvorlige kvæstelser.
Den bil, der menes at have været brugt i angrebet, blev fundet 50 kilometer fra gerningsstedet.
Tre mistænkte er anholdt i sagen, og politiet leder efter en fjerde person.
Ifølge spanske medier er de tre anholdte en far og hans to børn.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.