overfald

Sociale medier leder til anholdelse i sag om hjemløsedrab i USA

Skyderier har efterladt to hjemløse mænd døde og tre andre sårede i New York City og Washington D.C.

Billedet her er fra politiet i New York og viser den formodede gerningsmand under et af angrebene mod hjemløse.
Billedet her er fra politiet i New York og viser den formodede gerningsmand under et af angrebene mod hjemløse. Nypd/Reuters

Opdateret kl. 01:29

En 30-årig mand med en lang straffeattest er tirsdag blevet anholdt for en række overfald på hjemløse i byerne Washington D.C. og New York City.

Det oplyser politiet i Washington.

- Vi har vores mand, siger politichef Robert Contee.

Manden blev anholdt i Washington natten til tirsdag lokal tid. Han er sigtet for drab, drabsforsøg og overfald med et farligt våben i forbindelse med en stribe overfald på hjemløse mænd i Washington.

Han risikerer også at blive sigtet for skyderier på hjemløse i New York.

Skyderierne, der fandt sted mellem 3. marts og 12. marts, har efterladt to hjemløse mænd døde og tre andre sårede. Tre af skyderierne fandt sted i Washington og to i New York.

Et af ofrene i Washington mistede livet, efter at han var blevet skudt og stukket flere gange. Der var desuden blevet sat ild til hans telt.

I New York var dødsofferet en hjemløs mand, der blev angrebet i de tidlige morgentimer. Han blev fundet i en gul sovepose skudt i hovedet og halsen.

Videoovervågning fra drabet viser en gerningsmand, der er iført sort elefanthue og blå engangshandsker.

Ifølge politichefen er der umiddelbart ikke noget klart motiv for skyderierne.

- Vi tror, det er tilfældigt, siger han.

Politiet har fundet frem til den formodede gerningsmand via et opslag på sociale medier med et billede af den mistænkte.

- Der ligger utrolig meget efterforskningsarbejde bag anholdelsen, siger Robert Contee.

Politichefen fortæller videre, at den 30-årige mand tidligere har været anholdt flere gange. Det er sket i forbindelse med vold mod en politibetjent og overfald med et farligt våben.

I 2019 blev han indlagt på et psykiatrisk hospital i Washington. Her blev der også foretaget en mentalundersøgelse af manden. Den viste, at han var egnet til at blive stillet for en dommer.

Angrebene mod de hjemløse har rystet de lokale myndigheder, og borgmestrene i New York og Washington har opfordret titusindvis af hjemløse på gaden til at søge ly.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden