Somalia vælger Mohamud som præsident

Somalias tidligere præsident Hassan Sheikh Mohamud får posten tilbage, efter at parlamentet har valgt ham.

Den 66-årige Hassan Sheikh Mohamud skal igen være Somalias præsident. <i>Feisal Omar/Reuters</i>

Den 66-årige Hassan Sheikh Mohamud skal igen være Somalias præsident. Feisal Omar/Reuters

Somalia har efter en længere proces valgt ny præsident.

Det er Somalias tidligere leder Hassan Sheikh Mohamud.

Han blev valgt søndag i hovedstaden Mogadishus lufthavn, hvor landets parlamentarikere var samlet.

Det var et udskilningsløb, hvor der i begyndelsen var 36 kandidater.

Blandt dem skulle de 275 medlemmer af nationalforsamlingen og 54 senatorer finde den nye leder.

Sent søndag aften var der kun Mohamud og den siddende præsident, Mohamed Abdullahi Muhamed, tilbage, og her vandt Mohamud.

Valget foregik i et telt i Mogadishus stærkt bevogtede lufthavn.

På et tidspunkt lød der eksplosioner ikke langt fra lufthavnen, og det understregede, at situationen i landet igen er usikker.

I de seneste måneder har der været stadig flere angreb, som er blevet begået af bevægelsen al-Shabaab, der er forbundet til al-Qaeda.

Der er ikke meldt om ofre for eksplosionerne.

Der var heller ikke mange mennesker på gaderne, da politiet har indført udgangsforbud frem til mandag.

Parlamentarikerne gennemførte tre valggrunder, før de fandt frem til, at Mohamud igen skal være præsident.

Han er 66 år og var også præsident i perioden fra 2012 til 2017.

Han har grundlagt en bevægelse, der har forsøgt at favne bredt og dermed hele det splittede land.

I 2013, et år inde i hans første præsidentperiode, blev han af magasinet Time udpeget som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Magasinet henviste blandt andet til hans forsøg på national forsoning og kampen mod korruption.

Somalia har i årevis været plaget af uro og kriser. I øjeblikket er det ikke bedre.

Landet trues af såvel et islamisk-fundamentalistisk oprør som af sult, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden