Verden

Rumfartøjer fra SpaceX holdes på jorden efter eksplosion under test

Sent torsdag sprang et rumfartøj fra selskabet SpaceX i luften. Fly blev omdirigeret over caribiske øer.

Starship skal holdes på jordoverfladen, indtil der er foretaget en undersøgelse af en ulykke sent torsdag. Det oplyser luftfartsmyndighederne i USA. Fartøjet blev affyret sent torsdag dansk tid.
Starship skal holdes på jordoverfladen, indtil der er foretaget en undersøgelse af en ulykke sent torsdag. Det oplyser luftfartsmyndighederne i USA. Fartøjet blev affyret sent torsdag dansk tid. Eric Gay/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:12

Rumfartsselskabet SpaceX kan ikke affyre sit Starship-fartøj igen, før selskabet har foretaget en undersøgelse af en ulykke, som skete sent torsdag dansk tid.

Det skriver den amerikanske luftfartsmyndighed i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

SpaceX, som er ejet af rigmanden Elon Musk, mistede kontakt med rumfartøjet kort efter en testaffyring torsdag klokken 23.38.

Det sprang efterfølgende i luften, og SpaceX bekræfter, at fartøjet gennemgik en "hurtig uforudset demontering". Det er ifølge AFP et udtryk, som selskabet bruger i stedet for "eksplosion".

Starship består af to dele - et fartøj og en løfteraket. Imens løfteraketten vendte planmæssigt tilbage til sin affyringsrampe, mistede man kontakt med fartøjet i toppen.

Ulykken førte til, at flere fly blev omdirigeret nær Turks- og Caicosøerne i Atlanterhavet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var det luftfartsmyndighederne, som omdirigerede flyene for at undgå rumskrot.

Man valgte kortvarigt at omdirigere fly og bede dem sænke farten.

I udtalelsen fredag aften dansk tid lyder det, at luftfartsmyndighederne, SpaceX og andre relevante myndigheder undersøger meldinger omkring materiel skade på Turks- og Caicosøerne.

SpaceX skal nu undersøge, hvordan man kan rette op på fejlen. Det skal luftfartsmyndighederne vurdere, før SpaceX kan fortsætte med at teste Starship-fartøjet.

Alternativt kan rumfartsselskabet anmode om at fortsætte sine test under undersøgelsen. I så fald skal de dokumentere, at de har taget forholdsregler, og at ulykken ikke udgjorde fare for andre.

Starship-fartøjerne har ikke nogen besætning under testaffyringerne.

Torsdagens affyring var den syvende i rækken.

De amerikanske luftfartsmyndigheder oplyser, at der ikke er nogen meldinger om personskade i forbindelse med ulykken.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden