Sri Lanka indfører nødretstilstand - uro fortsætter

Demonstranter er trængt ind på premierminister Ranil Wickremesinghes kontor og på national tv-station.

En demonstrant med Sri Lankas nationale flag uden for præsidentboligen i Colombo, hvor uroligheder fortsætter. Der er onsdag blevet indført landsomfattende nødretstilstand i hele Sri Lanka, efter at præsident Gotabaya Rajapaksa er flygtet fra østaten. <i>Arun Sankar/Ritzau Scanpix</i>

En demonstrant med Sri Lankas nationale flag uden for præsidentboligen i Colombo, hvor uroligheder fortsætter. Der er onsdag blevet indført landsomfattende nødretstilstand i hele Sri Lanka, efter at præsident Gotabaya Rajapaksa er flygtet fra østaten. Arun Sankar/Ritzau Scanpix

Kaotiske og voldelige uroligheder blev onsdag optrappet i Sri Lankas hovedstad, Colombo. På trods af at myndighederne har indført udgangsforbud og nødretstilstand.

Regeringsfjendtlige demonstranter er både brudt ind i premierministerens kontor og på den statslige tv-station. Det skriver AFP med henvisning til lokale medier.

Tusindvis af mennesker deltager i urolighederne.

Der er indført nødretstilstand i hele landet, efter at præsident Rajapaksa er flygtet til Maldiverne. Han har derfra meddelt, at han vil indsende sin afskedsbegæring.

Sri Lankas premierminister Ranil Wickremesinghe er siden blevet udråbt til fungerende præsident.

- Efter præsidenten har forladt landet, er der erklæret nødretstilstand for at give de politiske ledere mulighed for at håndtere krisen, hed det tidligere onsdag i en erklæring fra premierministerens kontor.

Et udgangsforbud blev indført i Colombo og i vestlige dele af landet. Det havde dog ingen indvirkning på de tusindvis af demonstranter, der har været samlet ved premierministerens kontor og ved præsidentens embedsbolig

Politi på stedet er bevæbnet med tåregas. Betjentene synes dog ikke at kunne forhindre aktivister i at bryde ind i regeringsbygninger.

Den 73-årige præsident flygtede tidligere onsdag sammen med sin kone og en personlig livvagt. Det skete om bord på et fly, som lettede fra landets største internationale lufthavn.

Allerede mandag tog præsidenten til lufthavnen med håbet om at komme på et fly til Dubai. Men han blev afvist efter en anspændt situation, hvor gruppen ikke kunne få de nødvendige stempler i deres pas.

Præsidentens yngste bro, Basil, der trådte tilbage som finansminister i april, forsøgte forgæves at komme om bord på et fly til Dubai tirsdag.

Demonstranterne er vrede over den økonomiske krise, som landet befinder sig i. De mener, at præsidenten og premierministeren er ansvarlig for situationen.

Sri Lankas parlament skal vælge en ny præsident den 20. juli. Det oplyste formanden for parlamentet mandag.

Lederen af det største oppositionsparti, Sajith Premadasa, der tabte præsidentvalget i 2019 til Rajapaksa, har sagt, at han vil stille op til præsidentposten.

Sri Lanka ligger syd for Indien. De cirka 22 millioner indbyggere oplever for tiden landets værste økonomiske krise i årtier.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Inspektionsskib sejler i ring om russiske fregatter ud for Nordjylland
Luk